Havfruen
H. C. Andersen skrev eventyret »Den Lille Havfrue« i 1837. Historien blev ikke en af de bedste. Manuskriptet var lige ved at gå tabt. Men havfruen på stenen ved Langelinie blev alligevel verdenskendt.

Den 1,25 meter høje og 175 kg. tunge bronzefigur blev foræret til København af brygmester Carl Jacobsen. I december 1909 var han til premiere på eventyrballetten på Det Kgl. Teater. Det begejstrede ham så meget, at han kontaktede teaterchefen og forelagde ham ideen om en en statue af havfruen. Billedhuggeren Edvard Eriksen blev herefter kontaktet. Han lavede figuren med sin unge hustru som model. Den 23. august 1913 blev den opstillet på Langelinie.

Havfruen var den yngste af en søskendeflok på seks. I de første 15 år af sit liv levede hun i det dybe mørke hav. Men en dag fik hun lov til at stige op og kigge på menneskene. Og skæbnen ville, at hun forelskede sig i en smuk ung prins. Da hun kom tilbage i havet, savnede hun sin prins så meget, at hun ville tilbage til menneskenes verden. Men hun måtte aflevere sin tunge til den onde heks for at få ben i stedet for hale.
Den flotte prins blev i stedet gift med en smuk prinsesse. Og kun ved at dræbe ham kunne havfruen få sin hale igen og vende tilbage til havets bund. Men hun elskede ham så højt, at hun kastede sig i bølgerne og blev til skum. Hun fik aldrig fortalt ham sin kærlighed. Hun var jo stum og manglede sin tunge. I dag sidder havfruen ensom på stenen og kigger efter sin prins.









Havfrueattentaterne
Den lille havfrue på Langelinie har levet en omtumlet tilværelse. Læs nedenfor.