|
|
Den lille havfrue (© 2007) |
(Sitemap) |
|
Havfruen
H. C. Andersen skrev eventyret »Den Lille Havfrue« i 1837. Historien blev ikke en af de bedste. Manuskriptet
var lige ved at gå tabt. Men havfruen på stenen ved Langelinie blev alligevel verdenskendt.
Den 1,25 meter høje og 175 kg. tunge bronzefigur blev foræret til København af brygmester Carl Jacobsen.
I december 1909 var han til premiere på eventyrballetten på Det Kgl. Teater. Det begejstrede ham så meget,
at han kontaktede teaterchefen og forelagde ham ideen om en en statue af havfruen. Billedhuggeren
Edvard Eriksen blev herefter kontaktet. Han lavede figuren med sin unge hustru som model. Den 23. august
1913 blev den opstillet på Langelinie.
Havfruen var den yngste af en søskendeflok på seks. I de første 15 år af sit liv levede hun i det dybe
mørke hav. Men en dag fik hun lov til at stige op og kigge på menneskene. Og skæbnen ville, at hun
forelskede sig i en smuk ung prins. Da hun kom tilbage i havet, savnede hun sin prins så meget, at hun
ville tilbage til menneskenes verden. Men hun måtte aflevere sin tunge til den onde heks for at få
ben i stedet for hale.
Den flotte prins blev i stedet gift med en smuk prinsesse. Og kun ved at dræbe ham kunne havfruen få sin
hale igen og vende tilbage til havets bund. Men hun elskede ham så højt, at hun kastede sig i bølgerne og
blev til skum. Hun fik aldrig fortalt ham sin kærlighed. Hun var jo stum og manglede sin tunge. I dag
sidder havfruen ensom på stenen og kigger efter sin prins.
 |
Havfrueattentaterne
Den lille havfrue på Langelinie har levet en omtumlet tilværelse. Læs nedenfor.
Den 28. april 1963 blev hun overhældt med maling.
Den 24. april 1964 var en mand på morgenvandring på Langelinie. Og han fik sig et chock. Havfruen
manglede sit hoved. Det var simpelt hen blevet savet af. Danmark var i oprør. Historien gik verden over.
Havfruen fik hurtigt et nyt hoved. Men det oprindelige hoved er aldrig dukket op. Den afdøde billedkunstner
Jørgen Nash påstod i sin bog fra 1997 - »En havfruemorder krydser sit spor« - at han var gerningsmanden.
Hovedet skulle være smidt i vandet i Utterslev Mose (det tror vi ikke et øjeblik på).
Den 15. juli 1976 blev hun overhældt med maling.
Den 22. juli 1984 havde nogen savet hendes højre arm af. Den blev afleveret dagen efter af
gerningsmændene.
Den 5. august 1990 havde nogen forsøgt at save hovedet af igen. Man opdagede et 18 cm. langt snit.
Den 6. januar 1998 var hovedet savet af igen. Dette blev senere afleveret anonymt.
Den 1. juni 2003 var hun overhældt med hvid maling.
Den 11. september 2003 var havfruen blevet sprængt ned fra sin sten.
Den 15. maj 2007 blev havfruen malet rød i ansigtet i forbindelse med uroligheder på fristaden
Christiania i København.
Hvor er hovedet fra attentatet i 1964? Kom med et forslag nedenfor:
|