|
|
|
Motiverne Det politiske motiv Folk bliver politikere af mange grunde. Og vi har hørt alle de latterlige fraser: Jeg vil gerne gøre en forskel Det er en udfordring Jeg vil gøre en indsats for samfundet Hjælpe de svage Det er sjovt at være med, hvor beslutningerne tages Det er naturligvis ren og skær verbalonani. Rent pladder. Alle politiske motiver udspringer fra primitiv egoisme. Forfængelighed, magtliderlighed og pengebegær. Folk bliver politikere, fordi de er forfængelige og elsker at høre sig selv tale. De elsker at føre sig frem og blive beundret. De elsker at dominere og bestemme over andre. De tror, at de har specielle evner, der vil gøre dem elskede, rige og berømte. Så blev den ged barberet. I øvrigt henviser vi til afsnittet: personlighedsforstyrrelser Hvem betaler? Egoisme koster penge. Forfængelighed og magtliderlighed koster penge. Man kan kun føre sig frem, hvis man har penge. Politikerne må derfor skaffe sig nogle midler, der kan befordre disse primitive behov. Det letteste er at placere sig tæt på vores fælles pengekasse. Og den står på Christiansborg. Man kan ikke stole på folk i pengesager. Hvis man placerer en flok mennesker omkring en bunke penge, så vil nogen af dem begynde at rage til sig helt automatisk. Nogen vil forsøge at snyde sig til pengene. Nogen vil forsøge at stjæle pengene. Nogen vil foreslå, at man deler pengene i lige store portioner. De færreste vil bare lade pengene ligge. Ligeså med politikerne. Politikerne rager til sig. De beriger sig på din bekostning. Politikernes eneste ideologi er penge. Politikernes eneste redskab er penge. Politikernes eneste livsformål er penge. Lad være med at læse de politiske partiprogrammer. Lad være med at fordybe dig i tåbelige politiske filosofier. Det eneste politiske formål der eksisterer, er DINE PENGE
Rage til sig Politikerne ved, at titlen kun er til låns. Om fire år ryger de måske ud af Folketinget. Så er det slut med luksuslivet og de skatteyderbetalte privilegier. Risikoen for at kvaje sig er stor. Evnerne står sjældent mål med ambitionerne. Derfor er det med at rage til sig, mens tid er. Nogle er rene naturtalenter i at snyde systemet. De laver plattenslageri med den største selvfølgelighed. Andre er mere forsigtige og fusker i det skjulte. Nye fiduser løber som en lynild gennem gangene på Christiansborg. Alle vil være med. Alle gør det. Skatteyderne betaler Dette misbrug af skatteydernes penge foregår konstant i det politiske system. Jo højere stilling, desto større misbrug. Når politikerne har opholdt sig flere år på Christiansborg, mister de grebet om virkeligheden. De betragter herefter plattenslageriet som en uskreven ret. De bliver fornærmede, hvis nogen kritiserer eller opdager snyderiet. Vi andre har svært ved at forstå fænomenet. Hvorfor er det så svært at være ærlig og opføre sig ordentligt? Kan en psykiater mon give en god forklaring?
Kontrolsystemet De fleste politikere rager til sig. Men hvordan går det an? Hvorfor gribes der ikke ind over for fusk, snyd og plattenslageri? Der må vel være en slags kontrolsystem i det politiske system? Og det er der ganske vist. Masser af kontrolsystemer. De består af embedsmandsvældet. Alle de velbetalte små mappemænd i pænt tøj. Alle slipsedrengene med drømmen om at komme til tops i systemet. Og her kommer vi til kernen i problemet. De fleste af disse mennesker beskytter deres job og karierre. Andre føler sig kuede af deres politiske chef. Atter andre lader tingene passere, fordi de er uforklarlige snobber. På denne måde får politikerne frit spil til deres fuskeri. Hvis man stiller sig på tværs og afslører chefen, så er jobbet og karierren i fare. Bureaukratiet Skatteyderbetalt bureaukrati Danmark har verdens største offentlige sektor - målt i forhold til antallet af indbyggere. Der er tre offentlige kontornussere for hver producerende person. Det er en af grundene til, at vi betaler verdens højeste skat. Totalt vanvittigt. Danske politikere har forholdsmæssigt verdens største kontorbehov. De elsker skriveborde og papirer. De elsker råd, nævn, udvalg, kommissioner og styrelser. De elsker sekretariater, sektionsafsnit og underafdelinger. Jo flere desto bedre. Det giver dem mulighed for at gemme sig. Alle svære sager kan syltes på et eller andet kontor. Ethvert ansvar kan overføres til et råd eller et nævn. Hvis tingene går galt, kan ansvaret fedtes af på flere mennesker. Skandaler og ubehagelige beslutninger kan udtyndes i bureaukrati. Plattenslagerne elsker det. Det overvægtige bureaukrati har en anden fordel. Gode venner og bekendte kan få et job. Børnene kan få et sommerferiejob. Besværlige kolleger kan flyttes til et andet kontor. Udtjente politikere kan få et hyggested før pensionering. Tusindvis af mennesker er ansat i bureaukratiet. Papirnussere, skrivebordsgeneraler, mappedyr og høvdinge. Alle skubber tonsvis af papir rundt til hinanden på de fine skriveborde. Der kigges i computer og læses e-mails. Der ringes og skrives. Der holdes møder om selv den mindste detalje. Der holdes formøder for at planlægge møder. Beslutningsprocesserne og møderne er blevet et mål i sig selv. Substansen er forsvundet. Hvem finanserer dette vanvittige pengemisbrug? Det gør du. Se en oversigt over de skatteyderbetalte hyggesteder på Christiansborg nedenfor:
Embedsmænd Mange politikere har ikke en kæft forstand på det, de sidder og beskæftiger sig med. Det er ingen hemmelighed på Christiansborg. Derfor ansætter man en hær af kontorchefer, sektorledere, sagsbehandlere og departementschefer. De har alle eet eneste formål. De skal forhindre, at ministrene dummer sig. De skal bortforklare politiske kvajenumre og økonomisk fuskeri. De tjener som bolværk og buffere mellem ministrene, oppositionen og offentligheden. Hver eneste gang en minister udtaler sig i Folketingssalen eller i pressen, så har sagen været vendt og drejet af embedsmændene. Heldigvis. Ellers ville det hele gå riv-ravende galt. Spindoktorer Alle ministerier har een eller flere spindoktorer og pressemedarbejdere. Det er ministrenes personlige lakajer og barnepiger. Deres opgave er at fortolke og fordreje sandheden i politikernes favør. Der er opstået en hel industri af disse overflødige støttepædagoger. Fælles for dem alle er, at de er ministerielt ansatte og således skatteyderbetalte og højtlønnede. Politikerne sender bare regningen til skatteyderne. De laver ingenting. Sidder på hyggelige kontorer bag fine skriveborde og piller næse. Kigger i computer og taler i mobiltelefon. En gang imellem går de en tur på gangen og spiller »karl-smart«. Desuden deltager de flittigt i de skatteyderbetalte ministerrejser. Spindoktorerne har ifølge forvaltningsreglerne ikke instruktionsbeføjelser over for ministerielle embedsmænd. De bestemmer altså ikke over embedsapparatet. Denne regel har ministrene ansvar for at overholde. Ellers bryder de forvaltningsloven. VK-regeringens propagandaapparat eksploderede efter overtagelsen af regeringsmagten i 2001. Udgifterne til støttepædagoger steg fra 18 millioner kr. årligt i 2002 til 30 millioner kr. årligt i 2007. Det svarer til 62 pressemedarbejdere fordelt på 14 spindoktorer og 48 pressechefer. Af dette beløb udgjorde lønningerne ca. 29.6 millioner kr. Resten af pengene blev brugt på aviser, mobiltelefoner, internetomkostninger og repræsentation mv. Under valgkampe er det ikke rimeligt, at skatteyderne skal finansere spindoktorernes arbejde for enkeltpolitikere og politiske partier. I 2004 lavede man derfor en regel for deres aflønning i en sådan situation: »De særlige rådgivere bør ikke kunne medvirke til deres ministers valgkamp samtidig med, at de oppebærer løn som ansatte i et ministerium«. Reglen lægger op til, at en minister og et politisk parti selv skal aflønne spindoktorerne under en valgkamp. Og hvordan omgår man så denne regel? Det er ganske enkelt. Under valgkampe bliver spindoktorerne fritstillet fra deres arbejde. Som kompensation modtager de en skatteyderbetalt fratrædelsesgodtgørelse. Det svarer til lønnen under valgkampen. Hokus pokus. Du betaler. Under valgkampen til folketingsvalget den 13. november 2007 blev der udbetalt fratrædelsesgodtgørelse på ca. 450.000 kr. til spindoktorer i otte ministerier. Statsminister Fjoghs (V) støttepædagog fik 75.000 kr. Og det er mystisk. Statsministeren var en af de varmeste fortalere for den nye aflønningsregel. Se hvilke ministre (november 2007), der omgik reglen: Nogle politikere kræver flere støttepædagoger end andre. Det afhænger alt sammen af deres forstand og deres angst for at dumme sig. Nogle ministre tror, at et stort bureaukrati kan forhindre kvajesager. De gemmer sig bag spindoktorerne. De tror, at pressemedarbejderne kan skjule, at de er oplagte politiske kluddermikler. Mange ministre er så kiksede i deres politiske rolle, at de er på katastrofekurs fra første dag. Derfor ansætter man designere til at lave tingene om. Tøj og make-up. Farven på slipset. Kropssprog og gangart. Stemmeføring. Attitude overfor politiske modstandere. Alt bliver designet. Formålet er at sælge varen, så ingen opdager det værdiløse indhold. Skatteyderne betaler.
Levebrødspolitik Der er 179 folkevalgte medlemmer af Folketinget (MF). De fleste af dem bliver genvalgt år efter år. De mister derved grebet om den virkelige verden. De lever et overbeskyttet skatteyderbetalt luksusliv, som de for alt i verden vil bevare. Efter nogle år på Christiansborg bliver privilegierne og luksuslivet deres vigtigste politiske motiv. De laver regler og love, hvis eneste formål er at opretholde deres egen magelige nassende tilstand. Politiske meninger og holdninger bliver ligegyldige. De bliver politiske parasitter, som gemmer sig i træværket og koster befolkningen milliarder af kroner. Det er naturligvis ikke meningen med folkestyret. Meningen er, at folket skal kunne indvælge nye friske dygtige folk og fravælge plattenslagerne, fuskerne, kludremiklerne og fæhovederne. Det danske demokrati er et levebrødsdemokrati Folketingspolitikernes vigtigste opgave er at stemme om lovforslag i Folketinget på Christiansborg. Hvert år kommer der 200-300 nye lovforslag. De skal vedtages eller afvises på ca. 100 møder i salen. Resten af tiden holder de fri eller hygger sig på kontorerne med skatteyderbetalte aviser og kaffe. Mange politikere er så dovne, at de aldrig kommer i folketingssalen. Derfor har man installeret højttalere på kontorerne. Så kan de sidde og lytte til folketingsdebatten fra kontorstolen, mens de lumrer med kaffen og kigger porno i computeren. Velbekomme. Se et typisk ugeskema for en MF´er nedenfor. Møderne Møder er vor tids pest og svøbe. Disse unødvendige tidsrøvere koster samfundet milliarder af kroner. I gamle dage sendte man et brev. Eller løftede telefonen og gav en besked. Ingen grund til panik. Alle problemer kunne løses ved simpel kommunikation. Det var bare et spørgsmål om at sætte kompetente folk til at tage fornuftige beslutninger. Men sådan er det ikke længere. I 1970´erne startede mødetyrraniet. Det afskaffede ganske langsomt de kompetente folk. Ingen tør længere tage beslutningerne. Inkompetente mennesker holder møder Nu om dage kan problemer kun løses ved at afholde et møde. Der holdes møder om alt mellem himmel og jord. Intet er for stort. Intet er for småt. Der holdes formøder for at planlægge møder. Der aftales, planlægges og arrangeres. Der skrives mødedatoer ind i computere. Mødekalendere hænges op i kontorer og gange. Der indkøbes borde, stole og videoskærme. Der bygges kontorhuse med mødelokaler. Der ansættes kontornussere til at arrangere og planlægge møder. Hele arbejdsdage går med møder. Der afholdes kurser og skrives bøger om møder. Bureaukraterne og politikerne elsker det. Før i tiden blev succes målt i produktion. Man skulle producere en vare eller en ydelse for at optjene sin løn. I dag kan man nøjes med at producere en mødeaktivitet. Møder er blevet et produkt og et formål i sig selv. Der er opstået en veritabel mødeindustri. Et helt nyt erhverv der går ud på at udvikle, formidle og tjene penge på møder. Sagen er klar. Danmark er mødetyranniets paradis. Hvis man smider alle de blege tyndbenede mødefyrster ud fra alle mødelokalerne, så ville vi være besparet for en masse vanvid. Når bureaukraterne holder møder, fordi de ikke kan finde på andet at lave, så producerer de problemer. De skaber luftkasteller, fantasifostre og spøgelser. De opfinder problemstillinger, som ikke eksisterer i den virkelige verden. De opfinder løsninger på falske forudsætninger. På denne måde vedligeholder de deres egne formålsløse aktiviteter. Møder er tidsspilde. Møder er dovne menneskers undskyldning for ikke at lave noget. Møder er beskæftigelsesterapi for inkompetente bureaukrater. Møder er vor tids idioti. Møder koster skatteyderne milliarder af kroner. Politikerne og bureaukraterne griner - og du betaler. Vi har et forslag: Giv dem en skovl i hånden Konsulenterne Skal vi sidde i rundkreds og røre ved hinanden? Skal vi kigge hinanden dybt i øjnene og krænge vores røv om til en sommerhat? Skal vi sidde i robåd med chefen med et glas rødvin og snakke overlevelsesstrategi? Det ønsker konsulenterne, at vi skal. Og de tager sig fyrsteligt betalt. Gennem de sidste 20 år er der opstået en veritabel konsulentindustri. En hær af badutspringere og fusentaster, der forsøger at bilde os ind, at de ikke kan undværes. Gamle rundryggede militærfolk og bjergbestigere. Afdankede erhvervsledere. Mystiske mappemænd og dumrianer som ikke kan bruges andre steder. Alle disse selvbestaltede rådgivere tjener deres penge på at fortælle os ting, som vi allerede ved. De kalder bare tingene noget andet. Hvert år opfinder de et nyt mirakelord. Et nyt begreb, der skal få gammel muggen leverpostej til at glide ned. Outsourcing. Insourcing. Omstillingsparathed. Kompetanceudvikling. Kvalitetssikring. Audit. Benchmarking. Læringsudbytte. Kommunikationsstrategi. Tværfaglighed. Behovsanalyse. Samordningsmoduler. Funktionsbærende enheder. Markedsevidens. Feedback. Manegement. Akkrediteringsordninger. Brugernær produktion. Multitasking. Hver gang der konstrueres et nyt ord, tjener konsulenterne penge. Så skal der afholdes nye kurser og temadage. Nye overlevelsesevents. Nye møder og kongresser hvor den gamle leverpostej bliver serveret i ny indpakning. Politikerne, cheferne og embedsmændene stimler sammen. Alle vil være med. Alle vil høre om det nye mirakelord. Herefter kommer mellemlederne og de almindelige ansatte på kursus. Oppe på talerstolen står konsulenterne og snakker volapyk. De fægter med armene og gentager det nye ord igen og igen. Alle må tage det til sig. Ingen kan undvære det nye begreb, hvis de vil overleve i branchen. I smøgpausen kigger folk på hinanden. Tør man indrømme, at man intet forstår? Tør man sige, at det hele er spild af tid og penge? Er man blevet klogere og dygtigere, når man møder klokken lort på arbejde mandag morgen? Selvfølgelig er man ikke det. Konsulenternes nye mirakelord er »lean«. Nu skal vi alle fodres med »lean«. Det er engelsk og betyder »hældning« eller »magert kød«. »Lean production« betyder, at unødvendige arbejdsrutiner afskaffes. På denne måde optimeres produktion. Skulle det være en ny og revolutionerende idé? Ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha! På almindeligt dansk betyder »lean«: Få fingeren ud af røven og kom i gang med at arbejde!! Konsulentindustrien er et lokum. En stor ildelugtende beskidt møgspand, hvor skadelige bakterier gror uhæmmet og formerer sig på skatteydernes bekostning. Vi har en sidste kommentar til konsulentindustrien: Uduelige fæhoveder De priviligerede Akademikerne De fleste folketingspolitikere bliver rekrutteret fra de ungdomspolitiske organisationer. I marts 2007 offentliggjorde to studerende ved Ålborg Universitet deres speciale i sociologi. Specialet var baseret på interview med 2.495 medlemmer fra disse organisationer. Det viser sig, at en typisk ungdomspolitiker læser statskundskab på universitetet og bor i en storby. Desuden har vedkommende veluddannede og politisk engagerede forældre. Altså priviligerede mennesker. De fleste politikere på Christiansborg har altså en akademisk baggrund. De flytter hjemmefra i en ung alder og direkte over på et kollegieværelse - eller en forældrefinanseret ejerlejlighed. Derefter bruger de 4-5 år på studier i en beskyttet tilværelse. Nogle ender herefter på Christiansborg. På intet tidspunkt stifter de bekendtskab med »den virkelige verden« på en almindelig arbejdsplads. Nu forstår vi bedre! Nu forstår vi, hvorfor der er så mange ynkelige fæhoveder på Christiansborg. Læs mere om disse stik-i-rend-drenge under: Tyveri Repræsentation Den 10. april 2007 faldt der dom i Farum-sagen. Den tidligere venstreborgmester blev idømt to års ubetinget fængsel. Han blev eksempelvis dømt for mandatsvig ved at have spist og drukket for en formue. Pengene blev hentet i kommunekassen. Med dommen blev der sat en juridisk grænse for politikernes repræsentationsudgifter. En politiker samt dennes gæster må maksimalt spise og drikke for 1.000 kr. pr. person. Før denne dom var der frit slag. Politikerne kunne bare bruge løs af skatteydernes penge. Fulde politikere I Danmark har ca. 93 pct. af alle arbejdspladser forbud mod alkoholindtagelse i arbejdstiden (kilde: Sundhedsstyrelsen). Dette forbud gælder også for de ansatte på Christiansborg. Men ministrene og de menige folketingsmedlemmer kan bare drikke løs. De er nemlig undtaget fra reglerne. De er jo valgt og ansat af folket - lød det som undskyldning fra en socialdemokrat i april 2008 (kilde: Nyhedsavisen). Folketingspolitikerne kan altså fulde sig i arbejdstiden. De kan sidde på kontorerne og i Snapstinget og drikke sig høne hamrende stive. Derefter kan de gå i Folketinget og opføre sig som idioter. Nogle politikere lader skatteyderne betale regningen. Eksempelvis: Lars Uløkke og promille-Peter Politikernes boligfest Knap 90 pct. af folketingspolitikerne er boligejere. Den gennemsnitlige værdi af deres ejerbolig er 2.6 millioner kr. Ministrenes ejerboliger er gennemsnitligt 4.6 millioner kr. værd. De fleste boligejere findes i Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Til sammenligning ejer kun 60 pct. af den almindelige befolkning deres egen bolig. Boligejerne er altså stærkt overrepræsenteret i Folketinget (kilde: Jyllands-Posten, juli 2006). Folk med forstand på økonomi har foreslået, at man omlægger noget af skatteprovenuet fra indkomstskat til boligskat. Det er Venstre, Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti imod. Nu forstår vi hvorfor. Gratis underholdning Toppolitikerne kommer gratis til premierer, gallaforestillinger, indvielser og festforestillinger. Tivoli og Zoologisk Have i København udstyrer eksempelvis folketingspolitikerne med gratis gæste-adgangskort. De fører sig oppustede frem i laksko og lange kjoler og lader sig fotografere som betydningsfulde verdensmænd. Derefter sætter de sig på de bedste pladser. De fleste af disse begivenheder finanseres med offentlige midler. Men skatteyderne, som betaler festen, bliver smidt ind på de dårligste pladser - og betaler fuld pris. H. C. Andersen-festen i Parken april 2005 gav et underskud på 15-20 millioner kr. Den katastrofale økonomi skyldtes uprofessionel og manglende politisk styring. Politikerne betalte ingenting for deres biletter. Januar 2005 åbnede den nye Opera i København. Den er bygget og betalt med midler fra A. P. Møllers Fond. Pengene i fonden er skattefrie. Operabygningen er altså i virkeligheden betalt af skatteyderne. Politikerne og deres ægtefæller var inviteret til åbningsfesten. De betalte ingenting for biletterne. Og sad på de bedste pladser. Ved samme lejlighed så vi i TV et interview med et ganske almindeligt ægtepar. De havde betalt 3.000 kr. for to ståpladser. Hustruen var gravid i ottende måned. Hun måtte stå op i tre timer. Vi forstår det ikke. Julefrokost Det er tilsyneladende almindelig kotyme, at en minister holder skatteyderbetalt julefrokost med sine topembedsmænd. I Justitsministeriet skulle en sådan aften typisk løbe op i 10.000 kr. April 2006 fik justitsministeren en påtale af Rigsrevisionen for at have spist og drukket for 19.330 kr. til en julefrokost i 2001. (se under Konservative Folkeparti). Politikerne forsvarer sig med, at der ingen regler er på området. Der er ingen faste rammer for en kuvertpris, når en minister bespiser sine gæster. I forbindelse med retssagen mod Brixtofte i Farum Kommune, talte bagmandspolitiet om mandatsvig ved kuvertpriser over 1000 kr. Skatteyderbetalte julefrokoster. Hvorfor skal vi andre betale for politikernes og embedsmændenes fornøjelser? Betaler vi også regningen på luderbaren? Vi forstår det ikke. Hvis man vil opleve folketingspolitikerne på slap line udenfor normal arbejdstid (efter kl. 14:00), så skal man besøge de små listige beværtninger i stræderne omkring Christiansborg. Eksempelvis: Runde fødselsdage Politikernes "runde" fødselsdage finanseres af skatteyderne. Festerne og receptionerne med fornemme gæster afholdes på Christiansborg. Alt foregår i arbejdstiden. God mad og spiritus bliver bragt af specielle cateringfirmaer tilknyttet det politiske system. Gaver og blomster bliver overrakt under taler og klapsalver. Nogle politikere er så frække, at de omdeler lister med gaveønsker før festen. Alt betales af offentlige midler. Når branderten køres hjem i hyrevogn, så ordnes regningen med en skatteyderbetalt bon. Hvorfor skal vi finansere politikernes fødselsdage? Vi forstår det ikke. Dejlige gaver Politikerne og topembedsmændene glæder sig til jul. Så vælter det ind med gaver fra NGO´er, ambassader, fagforeninger, erhvervsorganisationer og alskens mystiske sammenslutninger. En minister kan score gaver og spiritus til et helt års forbrug. Vi taler om vin, spiritus og chokolade. Kalendere og askebægere. Fyldepenne. Slips. Ure og tasker. Manchetknapper og smykker til fruen. Kun fantasien sætter grænser. Bureaukraterne elsker det og fylder luksusbilerne op. Du betaler. Gratis kjoler Under VK-regeringen 2001-2005 opstod der en ny fidus på Christiansborg: Køb kjolestoffet og få resten gratis. Statsministerfruen, justitsministeren (K) og ministeren for udviklingsbistand (V) fik syet kjoler gratis på Odense Skrædderskole og Alexandraskolen i Frederikshavn. Statsministerparret fik gratis kjolesyning for formentlig 165.000 kr. (læs: Venstre). Fuskeriet blev naturligvis opdaget. De pågældende ministre kunne ikke se, at de havde gjort noget forkert!!! Vi spørger: Kan alle kvinder få gratis kjolesyning på skrædderskolerne? Har de fine ministre hørt om ordet »korruption«? Har de betalt skat af de gratis ydelser? Bilags-regler Umiddelbart før folketinget tog på sommerferie den 12. juni 2008 fremkom VK-regeringen med et regelsæt for bilag og ministerrejser. Det var en direkte konsekvens af flere venstreministres uregelmæssigheder. Læs eksempelvis: bilags-Lars og rottweileren Nye regler: Løn og pension Skatteyderbetalt løn Folketingspolitikerne bestemmer selv deres egen lønindkomst og pension samt længden af deres egne ferier. Størrelsen er derefter. En almindelig folketingspolitiker tjener ca. 600.000 kr. om året. En minister tjener ca. 1 million kr. om året. Statsministeren tjener ca. 1.3 million kr. om året. Dertil kommer diverse tillæg, diæter og »fede ben«. Disse sidegevinster kan let forhøje årsindkomsten med 300.000 - 400.000 kr. Der er altså tale om ret høje lønninger for en relativ beskeden arbejdsindsats. Der er ingen mødepligt i Folketinget. Man kan blive væk fra sin arbejdsplads i dagevis uden problemer. Det politiske arbejde går ud på at sidde og snakke og drikke kaffe. Resten af tiden går med at tale i mobiltelefon og kigge i computer. Dagligdagen krydres med skatteyderbetalte fester og receptioner. Man har altid en eksotisk skatteyderbetalt rejse at glæde sig til. Den årlige ferie er på 2-3 måneder. Politikerne har således en arbejdsuge på langt under 37 timer. Skatteyderne betaler. Skatteyderbetalt eftervederlag Når en politiker vælger at forlade Folketinget eller ikke bliver genvalgt, har vedkommende ret til et skatteyderbetalt eftervederlag. Det er på ca. 550.955 kr. om året og gives i mindst 1 år. Ministre, der har virket i mere end seks år, kan få eftervederlag i op til tre år - svarende til ca. 3.2 millioner kr. EU-politikerne har samme ordning. På samme tid kan de have fundet sig et helt andet job og således indtjene to fede lønninger. Efter folketingsvalget den 13. november 2007 måtte ialt 51 politikere forlade Folketinget, fordi de ikke blev genvalgt. Deres eftervederlag i et år beløb sig til ialt 28 millioner kr. Hvad med os skatteydere? Kan vi også få samme ordning? Det er jo os, der betaler festen. Det hemmelige omkostningstillæg En folketingspolitiker, der har fast bopæl uden for Sjælland eller Nyborg kommune, har ret til et årligt skattefrit omkostningstillæg. Pengene skal kompensere for rejseaktivitet, hotelophold og leje eller køb af en bolig i eksempelvis hovedstadsområdet. Et folketingsmedlem fra provinsen kan på denne måde modtage op til 86.992 kr. om året. De første 24.855 kr. bliver automatisk udbetalt til den dobbelte husførelse. Disse udgifter skal ikke dokumenteres. Hvis politikeren har købt en ejerbolig, så kan der desuden udbetales penge til dækning af fællesudgifter, varme, el, fællesantenne, grundskyld, ejendomsværdiskat og renter på diverse lån. Folketingets Præsidium administrerer ordningen. Og den 12. oktober 2006 besluttede man, at omkostningstillægene ikke skal være omfattet af reglerne om offentlighed i forvaltningen. Man kan altså ikke få aktindsigt i folketingspolitikernes omkostningstillæg. Ekstra Bladet kunne den 13. marts 2008 oplyse, at 44 millioner kr. var blevet udbetalt til politikerne i perioden 2001-2007. Hvorfor skal denne ordning være hemmelig? Hvad skjuler politikerne? Tjah. Hvis en folketingspolitiker fra provinsen køber en bolig i i København, så betaler skatteyderne en stor del af udgifterne. Når man ikke længere er medlem af folketinget, så sælger man boligen med en stor fortjeneste. Flere politikere har tjent millioner af kroner på denne måde. Måske er dette forklaringen på hemmelighedskræmmeriet. Hvordan udnytter en rigtig plattenslager ordningen? Jo. Man flytter permanent til en bolig i København og »glemmer« at afmelde sin gamle folkeregisteradresse. Derefter hæver man det årlige skattefrie omkostningstillæg. Hvis man er rigtig dygtig, så udlejer man den gamle bolig til »sort« husleje og scorer endnu flere penge. Sådanne handlinger kaldes socialt bedrageri. Men ingen politiker kan vel finde på at gøre den slags ting. Vi vælger dem ind i Folketinget i tillid til, at de er ærlige og redelige. Tjah. Livet gør os alle en lille smule klogere. Vi kender til to tilfælde: Læs under Det Konservative Folkeparti. Det er naturligvis ingen tilfældighed, at to toppolitikere i samme parti laver samme kvajenummer. Gad vide, om der eksisterer en »drejebog« for den slags fuskeri med skatteydernes penge. Retrætejob Efter mange år som trofast folketingspolitiker har man kvalificeret sig til et skatteyderbetalt retrætejob. Det kræver, at man har været loyal overfor systemet og haft »korrekte« politiske meninger. Der bliver oprettet et »hyggejob« og fundet et pænt lille kontor. Der kan man sidde og loppe sig, indtil man går på pension. Partilederne får naturligvis de bedst betalte retrætejob. Et hyggejob som EU-parlamentariker er eftertragtet. I løbet af få år kan man spare en formue sammen til pensionen. Du betaler. Skatteyderbetalt pension En politiker har ret til folketingspension, når han/hun har været ordinært medlem af Folketinget i mindst 1 år. Pensionen ydes fra 60-årsalderen. Fra år 2019 stiger pensionsalderen for folketingspolitikerne gradvist til 62 år. For resten af befolkningen stiger pensionsalderen til 67 år. Politikerne skal altså arbejde fem år mindre end de skatteydere, der forsørger dem. Folketingspensionen udgør maksimalt 285.314 kr. pr år. Ministerpensionen udgør 306.456 - 344.400 kr. om året afhængigt af, om man er under eller over 65 år. Det maksimale loft over kombineret folketings- og ministerpension udgør 523.290 kr. pr. år. Det svarer til over 43.000 kr om måneden. Mange politikere har flere sideløbende skatteyderbetalte pensioner. EU-politikerne har rene luksuspensioner. Ingen politiker vil tale om dette emne. Vi forstår hvorfor!br> Ferie Skatteyderbetalt ferie Folketingspolitikerne holder fri over halvdelen af året. I 32 uger ud af årets 52 uger holder de fri. De arbejder altså kun 20 uger svarende til 100 dage hvert år. Når man lægger sygedage, udvalgsrejser og kursusaktivitet oven i ferie- og fridage, så er der ikke mange arbejdsdage tilbage. Nogle politikere er uhyre kreative med disse ting. De kan konstant holde fri. Samtidig hæver de fuld løn. Skatteyderne betaler den vanvittige fest! Hvorfor skal politikerne have mere ferie og frihed end de mennesker, der forsørger dem? Vi forstår det ikke. Læs nedenfor: Transport Gratis-rejser Folketingspolitikerne rejser gratis med taxa, bus, tog, færge og fly. Nogle politikere vælger at arbejde på Christiansborg og bo et andet sted i landet. De rejser frem og tilbage hver dag. Ved fyraften står en taxa parat med transport til Kastrup Lufthavn. Herefter går det med fly til Fyn eller Jylland. Ved ankomst til lufthavnen står en ny taxa parat med transport til hjemmet. En Taxa-regning på 3000-5000 kr. afskrækker ikke en politiker. Du betaler. Hvorfor gælder der mere favorable transportregler for politikere? De får en fed løn, og har råd til at betale deres egen transport. De kunne benytte sig af de samme transportfradrag som os andre. Vi forstår det ikke. Taxakørsel Ifølge reglerne må folketingspolitikerne tage en taxa på skatteydernes regning mellem Christiansborg og Københavns Hovedbanegård eller Kastrup Lufthavn. Folketingsmedlemmer fra provinsen må desuden tage en taxa mellem den private bopæl og en lufthavn i provinsen. Dette forudsætter, at der ikke forefindes en lufthavnsbus eller lignende. Endelig kan medlemmerne tage en taxa mellem hjemmet og den mest hensigtsmæssige offentlige transportforbindelse til København. I 2007 brugte folketingspolitikerne 2,9 millioner kr. på hyrevognskørsel. VK-regeringens Venstre-ministre kørte i taxa for ialt 151.831 kr. Udviklingsministeren - fars pige - kørte i taxa for 58.404 kr. Forsvarsminister Rambo brugte 41.613 kr. på taxakørsel. Sundhedsministeren brugte 23.674 kr. på taxa. Det dyreste folketingsmedlem kom naturligvis fra socialdemokraterne. Ole Vagn Christensen brugte således 115.194 kr. på taxakørsel. Det næstdyreste medlem - jens Kirk fra Venstre - kørte i skatteyderbetalt taxa for 107.689 kr. (kilde: Ekstra Bladet). Folketingets præsidium nægtede i juni 2008 at give Ekstra Bladet aktindsigt i taxaregnskaberne. »Medlemmerne skal have lov til at have politisk aktivitet, hvor de ikke skal stå til ansvar for, hvor de holder deres møder« - lød det kryptisk fra folketingets formand fra Venstre (den tidl. »hektarminister«). Og det beviser, at han ikke kendte reglerne. En politiker må nemlig ikke køre i skatteyderbetalt taxa til private politiske møder. Hvorfor nyder folketingspolitikerne større privilegier med hensyn til transport end andre mennesker? De får en fed løn. Hvert år får de et skattefrit omkostningstillæg. Og ministrene har en fed ministerbil med privatchauffør. Der er selvfølgelig kun een forklaring på spørgsmålet. De sidder selv og laver reglerne i folketinget. Skatteyderne betaler. Skattesnyd med frikort? Når man har været minister i over 12 år, så har man ret til et livsvarigt frikort til tog og færge med DSB. Kortet - som har en værdi på 50.000 kr. - er skattepligtigt. Hvert år skal skal der ifølge skattelovgivningen betales skat af kortets værdi. Ialt 119 tidligere ministre havde et frikort pr. 2007. I marts 2007 blev det afsløret, at ingen af dem betalte skat af kortet (kilde: Nyhedsavisen, Berlingske.dk og DR). Nogle af ministrene forsvarede sig med, at de ikke var informerede om skattepligten. Men det er ingen undskyldning. Der venter dem nu et skattesmæk fra SKAT. En af de involverede er den tidligere konservative trafikminister Kaj Ikast. Han udtalte til Nyhedsavisen: »Folketinget har aldrig oplyst mig om, at jeg skal betale skat. Så I kan rende mig et vist sted. Det var mig, der byggede Storebæltsbroen. Og det var mig, der byggede Øresundsbroen. Så manglede det da bare, at jeg får fri transport......!« Nogle af de øvrige kortholdere er følgende: Poul Schlüter (Konservative Folkeparti) Erling Olsen (Socialdemokraterne) Karen Jespersen (Venstre) Bjørn Elmquist (Radikale Venstre) Københavns Rådhus Kommunalpolitikerne i Københavns Borgerrepræsentation vil også med til festen. De rejser gratis med bus og tog. Desuden har de ret til fri hyrevognskørsel ved arbejdsrelaterede opgaver. Den 25. oktober 2005 afslørede TV-avisen, at en Konservativ overborgmesterkandidat brugte 70.745 kr. på Taxa-kørsel siden sidste valg. De fleste af pengene blev formentlig brugt på pendling mellem bopælen i Hellerup og arbejdspladsen på Københavns Rådhus. En politiker fra Venstre, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne brugte hver især 50.000 kr. på hyrevognskørsel i samme periode. I gennemsnit brugte hver politiker 20.000 kr. på hyrevogne. Der var 61 politikere i Borgerrepræsentationen i perioden. De samlede kørselsudgifter var således godt 1.2 million kr. Tjah. I vores øjne drejer det sig om misbrug af offentlige midler. Et forbandet stort svineri med skatteydernes surt sammensparede penge. Kommunalpolitikerne bruger bare løs - højt og flot. Du betaler. Ministerbilerne En af årsagerne til at folk bliver politikere, er drømmen om en stor fed ministerbil. Af denne grund har man lavet regler for området. Ellers ville alle ministre køre rundt i en Rolls Royce. Ifølge finansministeriets cirkulære nr. 9304 den 16. juni 2003 må statens ministerbiler ikke anvendes til formål, der er tjenesten uvedkommende. Privat kørsel i ministerbil beskattes med hjemmel i ligningslovens §16 stk. 3, ud fra hvad det ville koste at køre med taxa for en tilsvarende kørsel. Se eksempler på misbrug af ministerbiler: Bambi (K) og bilags-Lars (V) Der gælder overenskomstmæssige regler for chaufførernes kørsel i ministerbiler. Inden for hver periode på 24 timer skal chaufføren som udgangspunkt have en hvileperiode på mindst 11 sammenhængende timer (11-timersreglen). Den daglige hviletid kan dog nedsættes til otte timer i det omfang, hvervet nødvendiggør chaufførens tilstedeværelse. I særlige tilfælde kan hviletiden med den enkelte chauffør aftales nedsat til under otte timer. Danmark er det land i Skandinavien, der indkøber flest ministerbiler. Ialt 19-20 stk. råder Folketinget over. Til sammenligning har den 17-mand store norske regering ialt 11 biler. Den 21-mand store svenske regering råder over 16 biler. Naturligvis. I Danmark betaler vi også verdens højeste skat. Ifølge reglerne må en ministerbil højest koste 420.000 kr. i indkøbspris inkl. ekstraudstyr og leveringsomkostninger. Dette beløb er dog fritaget for moms og registreringsafgift. Det vil politikerne nemlig ikke betale. Bilerne kan udskiftes efter fire års brug eller efter 150.000 km´s kørsel. Men ministrene er ikke tilfredse med biler til 420.000 kr. stykket. Det er ikke fint nok til de selvhøjtidelige skatteyderbetalte middagsherrer- og damer. Derfor forhandler man priserne ned til den nævnte indkøbsgrænse hos bilimportørerne. På denne måde kan man køre rundt i en langt dyrere luksusbil. Se eksempler på dette i tabellen over ministerbiler i VK-regeringen pr. 2008 nedenfor (kilde: Ekstra Bladet, den 19. marts 2008):
Fede ben Bengnaverne Politikerne er ikke tilfredse med deres skatteyderbetalte løn - selvom den ligger langt over landsgennemsnittet for lønindkomst. Derfor er de altid på jagt efter »fede ben«. Det er små lukrative bijobs i råd, udvalg, nævn, betsyrelser og organisationer. Det giver en god betaling for en minimal arbejdsindsats. I mange tilfælde er jobbet oprettet for et »syns skyld«. Man vil gerne have et »kendt navn« med i bestyrelsen. Møderne er få, og der er ingen mødepligt. Vi taler naturligvis om rent pamperi. Mange politikere har adskillige bijobs ved siden af deres almindelige arbejde. Derved kan de næsten fordoble deres løn. Især Socialdemokraterne er kendte for at gnave »fede ben«. Som eksempler kan vi nævne den tidligere Københavnske overborgmester og Sølvræven i Odense. Sidstnævnte (Sølvræven) scorer ca. 680.000 kr. om året ved bengnaveri. Han mistede heldigvis borgmesterposten ved kommunalvalget november 2005 (læs: Kommuner og regioner). Statsrevisorerne Ifølge Grundlovens § 47, stk. 2 skal Folketinget vælge et antal statsrevisorer: Stk. 2: Folketinget vælger et antal revisorer. Disse gennemgår det årlige statsregnskab og påser, at samtlige statens indtægter er opført deri, og at ingen udgift er afholdt uden hjemmel i finansloven eller anden bevillingslov. De kan fordre sig alle fornødne oplysninger og aktstykker meddelt. De nærmere regler for revisorernes antal og virksomhed fastsættes ved lov. Aktuelt (2006) er der seks revisorer. De er folketingsmedlemmer fra Venstre, Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, SF og Socialdemokratiet. Revisorjobbet er et såkaldt »fedt ben«. Man laver ingenting. Det giver 266.000 kr. om året. Fordelingen af de seks poster kan derfor give en del problemer internt i partierne. Se under: Socialdemokratiet
Partistøtte Skatteyderbetalte partistøttepenge Politikerne har ved lov bevilget sig selv skatteyderbetalte partistøttepenge. Formålet er at holde sig selv ved magten. Skatteyderne finanserer altså de politiske partier. Midlerne bruges til reklame og valgkamp. Kurser med hotelophold og underholdning. Administration og kontorfolk. Gaver til venner og bekendte. Blomster, vin og spiritus. Det drejer sig om millioner af kroner. Som grundbeløb får hvert parti 261.547 kr. om året. Dette beløb reduceres, hvis partiet har mindre end fire mandater. Beløbenes størrelse afhænger i øvrigt af partiets valgresultat efter et folketingsvalg. Generelt får hvert opstillingsberettiget parti 24,25 kr. for hver stemme over 1000 stemmer. Som skatteyder er man altså tvunget til at betale penge til politiske partier, hvis holdninger man ikke deler. Det er naturligvis noget forbandet svineri. Efter at skatteyderne blev tvunget til at finansere de politiske partier, gik deres udgifter amok. Antallet af kontorfolk eksploderede. Der er nu så mange ansatte med fine skriveborde på fine kontorer, at der er for lidt plads på Christiansborg. Man har derfor haft planer om at bygge kontorer i selve folketingssalen. Se listen over partistøttepenge efter folketingsvalget den 13. november 2007 nedenfor. Vær opmærksom på, at partierne modtager disse penge hvert år. Den samlede udgift for skatteyderne beløber sig til knap 81 millioner kr. om året.
Pjækkerøvene Skatteyderbetalt pjækkeri Alle kender dem. Pjækkerøvene. På enhver tænkelig arbejdsplads er der pjækkerøve. De bruger enhver lejlighed til at blive hjemme under dynen. Deres kolleger skal så lave deres arbejde. Sådan er det også på Christiansborg. I »Folketingets Personalepolitiske Redegørelse« fra 2005 oplyses det, at sygefraværet for folketingets ansatte er 16 pct. højere end i erhvervslivet. Fravær på »barnets første sygedag« er 60 pct. mere udbredt end i staten generelt. Sygefraværet for folketingets ansatte var i 2004 på 10.3 pct. og i 2005 på 9.3 pct. Det tilsvarende tal for ansatte i erhvervslivet er 8.0 pct. Nu har Folketinget hyret »Nordisk mentalhygiejnisk Center« til at hjælpe medarbejderne med det høje sygefravær. Det koster skatteyderne 150.000 kr. om året. I TV-avisen søndag den 10. juni 2007 blev flere partilederes fravær på afstemningsdagene i Folketinget afsløret. Se pjække-tallene nedenfor: Der er ingen mødepligt for politikerne i Folketinget. De kan bare blive hjemme under dynen. Det bliver naturligvis misbrugt. Nogle politikere kan simpelt hen ikke styre denne skatteyderbetalte frihed. De pjækker fra deres arbejdsplads i dagevis og ugevis. Nogle ser man næsten aldrig. Der pjækkes desuden fra udvalgsarbejdet som aldrig før. Der er kun eet tidspunkt, hvor alle møder op: Når de skal på skatteyderbetalt rejse!! Hvad laver politikerne, når de pjækker fra arbejdet? Tjah. Nogen drikker rødvin. Nogen rejser på ferie. Andre spiller violin eller blokfløjte. I de senere år er det blevet meget populært at skrive en ligegyldig bog om sig selv. Og hvem betaler for alt dette pjæk? Det gør skatteyderne. Se et billede af Folketinget på en typisk arbejdsdag og se ugeplanen for folketingspolitikerne nedenfor. Diverse Det grå guld Politikerne opfordrer til, at man beholder de ældre erfarne medarbejdere på arbejdsmarkedet. Med himmelvendte øjne står de og roser det trofaste »grå guld«. Denne hykleriske smøre kommer frem med jævne mellemrum. Hvad gør de selv? I ministerierne i centraladministrationen laver man af og til fyringsrunder. Hvem ryger først ud af vagten? Det gør de gamle trofaste erfarne medarbejdere mellem 50 og 65 år. Som kompensation får de 1-2 års løn. I POST DANMARK har man en en intern regel. Man vil ikke ansætte medarbejdere over 60 år. Vi gentager: Politikerne er fulde af løgn I begyndelsen af 2007 trådte en ny lov mod aldersdiskrimination i kraft. Den betyder, at det er ulovligt at indskrive en aldersgrænse under 70 år i overenskomster og ansættelseskontrakter. Man har altså ret til at fortsætte som lønmodtager på arbejdsmarkedet, indtil man fylder 70 år. Hvordan vil politikerne omgå den nye lovgivning? Politikerne sælger dine private data I Danmark er alle tvunget til at have et CPR-nummer. I CPR-registret er dit personnummer, din bopæl og din alder mv. registreret. Den 17. marts 2005 kom det frem, at politikerne sælger disse oplysninger til private firmaer. Herved får de en indtægt på 35 millioner kr. om året. Sådan. Alle dine private data ligger altså og svømmer rundt alle vegne. Gad vide, hvordan politikerne bruger pengene. Er det en slags feriepenge? Skal julefrokosterne finanseres? Bliver der købt alufælge og stereoanlæg til BMW´erne? Bliver der råd til endnu flere besøg på dyre luderbarer? Ugeplan |
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 |
Tilbage til top
