|
|
|
Motiverne Det politiske motiv Folk bliver politikere af mange grunde. Og vi har hørt alle de latterlige fraser: Jeg vil gerne gøre en forskel Det er en udfordring Jeg vil gøre en indsats for samfundet Hjælpe de svage Det er sjovt at være med, hvor beslutningerne tages Det er naturligvis ren og skær verbalonani. Rent pladder. Alle politiske motiver udspringer fra primitiv egoisme. Forfængelighed, magtliderlighed og pengebegær. Folk bliver politikere, fordi de er forfængelige og elsker at høre sig selv tale. De elsker at føre sig frem og blive beundret. De elsker at dominere og bestemme over andre. De tror, at de har specielle evner, der vil gøre dem elskede, rige og berømte. Nogle politikere er direkte forkert skruet sammen i hovedet. Vi henviser til afsnittet: personlighedsforstyrrelser Så blev den ged barberet. Statskassen Egoisme koster penge. Forfængelighed og magtliderlighed koster penge. Man kan kun føre sig frem, hvis man har penge. Politikerne må derfor skaffe sig nogle midler, der kan befordre disse primitive behov. Det letteste er at placere sig tæt på vores fælles pengekasse - også kaldet statskassen. Og den står på Christiansborg. Man kan ikke stole på folk i pengesager. Og man kan ikke stole på politikerne i forhold til statskassen. De bruger vores fælles midler som om, det var deres egne penge. Politikerne har ikke mere ret til at bruge statskassen til private fornøjelser, end fru Jensen ude fra vestkysten. Alligevel rager de til sig i uset omfang. Og ingen gør noget ved det. Politikerne rager til sig. De beriger sig på din bekostning. Politikernes eneste ideologi er penge. Politikernes eneste redskab er penge. Politikernes eneste livsformål er penge. Lad være med at læse de politiske partiprogrammer. Lad være med at fordybe dig i tåbelige politiske filosofier. DINE PENGE er politikernes eneste formål
Rage til sig Politikerne ved, at titlen kun er til låns. Om fire år ryger de måske ud af Folketinget. Så er det slut med luksuslivet og de skatteyderbetalte privilegier. Risikoen for at kvaje sig er stor. Evnerne står sjældent mål med ambitionerne. Derfor er det med at rage til sig, mens tid er. Nogle er rene naturtalenter i at snyde systemet. De laver plattenslageri med den største selvfølgelighed. Andre er mere forsigtige og fusker i det skjulte. Nye fiduser løber som en lynild gennem gangene på Christiansborg. Alle vil være med. Alle gør det. Skatteyderne betaler Dette misbrug af skatteydernes penge foregår konstant i det politiske system. Jo højere stilling, desto større misbrug. Når politikerne har opholdt sig flere år på Christiansborg, mister de grebet om virkeligheden. De betragter herefter plattenslageriet som en uskreven ret. De bliver fornærmede, hvis nogen kritiserer eller opdager snyderiet. Vi andre har svært ved at forstå fænomenet. Hvorfor er det så svært at være ærlig og opføre sig ordentligt? Kan en psykiater mon give en god forklaring?
Kontrolsystemet De fleste politikere rager til sig. Udnytter, vrider og platter systemet til egen fordel. Men hvordan går det an? Hvorfor gribes der ikke ind over for fusk, snyd og plattenslageri? Der må vel være en slags internt kontrolsystem i centraladministrationen. Og det er der ganske vist. Masser af kontrol. Det består af embedsmandsvældet. Alle de velbetalte små mappemænd i pænt tøj. Alle slipsedrengene med drømmen om at komme til tops i systemet. Og her kommer vi til kernen i problemet. De fleste af disse mennesker beskytter deres job og karierre. De lader tingene passere. Fuskeri og ulovligheder bliver fejet ind under gulvtæppet i angst for at få fingrene i klemme. På denne måde får politikerne frit spil. Jo højere man er placeret i lønrammen, jo mildere bliver der set på ulovlighederne. Hvis man stiller sig på tværs og afslører chefen, så er jobbet og karierren i fare. Stå aldrig til søs. Lad de andre stå. Så ender du med kors, bånd og stjerner på. Bureaukratiet Skatteyderbetalt bureaukrati Danmark har verdens største offentlige sektor - målt i forhold til antallet af indbyggere. Der er tre offentlige kontornussere for hver producerende person. Det er en af grundene til, at vi betaler verdens højeste skat. Totalt vanvittigt. Danske politikere har forholdsmæssigt verdens største kontorbehov. De elsker skriveborde og papirer. De elsker råd, nævn, udvalg, kommissioner og styrelser. De elsker sekretariater, sektionsafsnit og underafdelinger. Jo flere desto bedre. Det giver dem mulighed for at gemme sig. Alle svære sager kan syltes på et eller andet kontor. Ethvert ansvar kan overføres til et råd eller et nævn. Hvis tingene går galt, kan ansvaret fedtes af på flere mennesker. Skandaler og ubehagelige beslutninger kan udtyndes i bureaukrati. Plattenslagerne elsker det. Det overvægtige bureaukrati har en anden fordel. Gode venner og bekendte kan få et job. Børnene kan få et sommerferiejob. Besværlige kolleger kan flyttes til et andet kontor. Udtjente politikere kan få et hyggested før pensionering. Tusindvis af mennesker er ansat i bureaukratiet. Papirnussere, skrivebordsgeneraler, mappedyr og høvdinge. Alle skubber tonsvis af papir rundt til hinanden på de fine skriveborde. Der kigges i computer og læses e-mails. Der ringes og skrives. Der holdes møder om selv den mindste detalje. Der holdes formøder for at planlægge møder. Beslutningsprocesserne og møderne er blevet et mål i sig selv. Substansen er forsvundet. Hvem finanserer dette vanvittige pengemisbrug? Det gør du. Udvalgene Alle politikere på Christiansborg er medlem af et eller flere »udvalg«. Der sidder de og hygger sig med skatteyderbetalt kaffe og brød. Og hvad snakker de om på udvalgsmøderne? De snakker eksempelvis om ferie under fremmede himmelstrøg. Helst et eksotisk sted med fire- eller femstjernede hoteller omme på den anden side af jordkloden. De planlægger de såkaldte udvalgsrejser. Når de er blevet enige om et dejligt feriemål, så opfinder de et eller flere udvalgsfaglige formål. Det legitimerer rejserne. I virkeligheden er det rent fup. Det er ren ferie på skatteydernes bekostning. Når de når frem til destinationen, bruger de nogle timer på et par møder med ligegyldige folk. Går til nogle udstillinger. Eller kigger på bygninger og kunst. Resten af tiden går med at nyde livet. Hvert udvalg har et toårigt fastlagt rejsebudget. Rejseiveren er så stor, at pengene ofte bruges op før tiden. Så tigger de flere penge af Folketingets Præsidium. Eller bruger af næste års budget. Skatteyderne betaler gildet. Læs mere under: Fuprejser Se en oversigt over de skatteyderbetalte hyggesteder på Christiansborg nedenfor:
Kommissionerne Når et eller andet samfundsproblem får mediernes eller befolkningens bevågenhed, så aner politikerne ofte ikke deres levende råd. I stedet for at tage en beslutning, smider de problemet i en syltekrukke. En såkaldt »kommission«. Her siddder deres venner og bekendte i flere år og piller næse. Når journalisterne spørger ind til problemet, så henviser politikerne bare til, at kommissionen skal have ro til at arbejde. På et eller andet tidspunkt har alle så glemt problemstillingen. Hokus pokus. Skatteyderne får regningen for politikernes inkompetance. Det drejer sig altid om mange millioner kroner. Læs: Venstre Embedsmænd Mange politikere har ikke en kæft forstand på det, de sidder og beskæftiger sig med. Det er ingen hemmelighed på Christiansborg. Derfor ansætter man en hær af højtlønnede kontorchefer, sektorledere, sagsbehandlere og departementschefer. De har principielt to formål. Embedsmændene fester for vores penge Politikerne fester, æder og drikker for over hundrede millioner kroner om året. Ministeriernes embedsmænd kan også være med. De bruger ca. 200.000 kr. om dagen på bespisning, mødekaffe og blomster til diverse receptioner (kilde: Ugebrevet A4). I 2007 brugte de 36,9 millioner kr. til disse formål. I 2008 var udgifterne steget til 42,3 millioner kr. svarende til en stigning på ca. 15 pct. De dyreste ministerier i denne sammenhæng er Økonomi- og Erhvervsministeriet , Kirkeministeriet og Sundhedsministeriet. Skatteyderne betaler. Embedsmændenes lønfest I 2008-2010 havde vi finans-, bankkrise og underskud på 100 milliarder kr. på de offentlige finanser. Derfor lavede VK-regeringen den såkaldte genopretningsplan (fattigpakken) med nulvækst og besparelser på alle områder involverende stort set alle samfundsgrupper - undtagen topcheferne i embedsmandsværket. De fik i 2009 lønstigninger på mellem 6,7-18,7 pct. svarende til en gennemsnitlig lønforhøjelse på 121.000 kr. På samme tid hvor ministerierne skulle spare en milliard kroner (kilde: Ugebrevet A4). »Ingen kommentarer...... Spørg hos Personalestyrelsen......« - lød det samstemmende fra flere af de højtlønnede chefer. Embedsmænd forgyldes for at holde kæft Vi kender alle en af slagsen. En tilsyneladende intelligent person i et højtlønnet job. På en eller anden måde er det lykkedes at komme højt på strå. I virkeligheden er vedkommende et totalt fæhoved. På et eller andet tidspunkt går det galt. Og så vasker alle hænder. De mennesker, der ansatte fæhovedet, vil ikke indrømme fejltagelsen. Det beviser nemlig deres dårlige dømmekraft. I statsadministrationen er der mange af den slags mennesketyper under træværket. Hundredevis af højtbetalte embedsmænd. De er limet fast til underlaget. Når de har kvajet sig til en fyreseddel, så betaler man dem for at holde kæft. De får en eller anden loppetjans på et hengemt kontor. Et såkaldt »kommitteret« job. Til den sædvanlige løn. Så sladrer de ikke om alt fuskeriet. Eksempler nedenfor: Råd, nævn og styrelser Ministerier, regioner og kommuner administrerer en række råd, nævn og styrelser. Ifølge lovgivningen skal de politiske partier fylde disse steder op med skatteyderbetalte embedsmænd. Og det giver anledning til en del skænderier. Politikerne forsøger vedvarende at fylde disse hyggekontorer op med egne folk. Embedsmænd med egen »partifarve«. På denne måde tilstræber man systematisk at indføre egne politiske synspunkter helt ind i landets administration. Hvis man kan dominere eksempelvis Danmarks Radio med egne partikammerater, så får man sikkert den »rigtige« mediedækning. Eksemplerne er mange. Enhver politisk opposition anklager den til enhver tid siddende regering for dominans, kammerateri og vennetjenester med hensyn til at besætte disse jobs. Når oppositionen selv kommer i regering, så gør de nøjagtigt det samme. Og alle benægter plattenslageriet. Alle lyver. Før VK-regeringen kom til magten i 2001, beskyldte statsminister Fjogh (V) SR-regeringen for at misbruge deres magt på dette område. Hvad skete efter VK-valgsejren i 2001? Råd, nævn og styrelser blev besat med liberalt indstillede folk. Læs: Kristian kedelig søgte liberalister Disse jobs er såkaldt fede ben med en god løn for en minimal arbejdsindsats. Ca. 67 pct. af jobbene besættes med mænd med en højere uddannelse fra et højere funktionærjob fra den statslige sektor i Københavnsområdet. Spindoktorer, rådgivere mv. Alle ministerier har een eller flere spindoktorer, pressemedarbejdere og rådgivere. Det er ministrenes personlige lakajer og barnepiger. Deres opgave er at fortolke og fordreje sandheden i politikernes favør og tage sig af besværlige journalister. En stor del af deres tid går med at plante anonyme løgnehistorier hos medierne. De tjener deres fede løn på at opfinde bortforklaringer at beskytte politikerne. På denne måde bliver de sande intentioner og kvajesagerne fejet ind under gulvtæppet. Der er opstået en hel industri af disse overflødige støttepædagoger. Fælles for dem alle er, at de er ministerielt ansatte og således aflønnet af staten. De er skatteyderbetalte og højtlønnede. De laver ingenting. Sidder på hyggelige kontorer bag fine skriveborde og piller næse. Kigger i computer og taler i mobiltelefon. Opdaterer deres profil på Facebook og Twitter. En gang imellem går de en tur på gangen og spiller »karl-smart«. Desuden deltager de flittigt i de skatteyderbetalte ministerrejser. Spindoktorbrigaden danner nu et ekstra lag mellem befolkningen og de folkevalgte politikere. Hvis man som almindelig vælger eller journalist går ind på Christiansborg for at tale med en politiker eller embedsmand, så blinker og hyler alle alarmer. Døre og skotter bliver hurtigt lukket. Og politikerne kryber i flyverskjul. Send spindoktoren derud - lyder det febrilsk i forkontorerne. En af de første spindoktorer på Christiansborg blev ansat af finansministeren som ministersekretær i Schlüter-regeringen (1989-1993). Det endte galt. Læs: sofa-Erik Spindoktorernes og rådgivernes beføjelser er defineret i »betænkning 1443« fra 2004: Før VK-regeringen overtog regeringsmagten i 2001 havde venstrepolitikerne gjort nar af socialdemokraternes mange politiske rådgivere. Da Venstre selv kom i regering, tillod statsminister Fjogh (V), at hver minister kunne ansætte en enkelt særlig politisk rådgiver. Herefter eksploderede udgifterne til propagandaapparatet og støttepædagogerne. Læs om Venstres Pressetjeneste på Christiansborg. Udgifterne steg fra 18 millioner kr. i 2002 til 30 millioner kr. i 2007. Det svarer til 62 pressemedarbejdere fordelt på 14 spindoktorer og 48 pressechefer. Af dette beløb udgjorde lønningerne ca. 29,6 millioner kr. Resten af pengene blev brugt på aviser, mobiltelefoner, internetomkostninger og repræsentation mv. I perioden 2002-2009 brugte man som et minimum 92 millioner kr. på de politiske rådgivere. Fjoghs rådgivere var dyrest med en udgift på ca. 10,5 millioner kr. i nævnte periode. Da Gucci-Helle (A) blev statsminister efter valget den 15. september 2011 tillod hun hver topminister at ansætte to særlige politiske rådgivere. Det drejer sig om hende selv som statsminister, finansministeren, beskæftigelsesministeren, økonomi- og indenrigsministeren, forskningsministeren, skatteministeren, erhvervsministeren og udenrigsministeren. Dermed blev der sat Danmarksrekord i skatteyderbetalte barnepiger. Læs under: Gucci-Helle Der er efterhånden så mange spindoktorer og pressemedarbejdere på Christiansborg, at de har overtaget magten fra politikerne. De har stille og roligt dannet deres egen stat i staten. Deres eget politiske magtimperium. Svage ministre har ikke en chance. De bliver kørt rundt i manegen af deres støttepædagoger. Der er nu så mange af disse platugler, at ministrene har problemer med deres gøren og laden. De risikerer at ryge ned fra ministertaburetten på grund af rådgivernes egne private kvajesager. Læs om nogle skræmmende eksempler, hvor en støttepædagog mere eller mindre har været den direkte årsag til en politisk skandale: Under valgkampe er det ikke rimeligt, at skatteyderne skal finansere spindoktorernes arbejde for enkeltpolitikere og politiske partier. I 2004 lavede man derfor en regel for deres aflønning i en sådan situation: »De særlige rådgivere bør ikke kunne medvirke til deres ministers valgkamp samtidig med, at de oppebærer løn som ansatte i et ministerium«. Reglen lægger op til, at en minister og et politisk parti selv skal aflønne spindoktorerne under en valgkamp. Og hvordan omgår man så denne regel? Det er ganske enkelt. Under valgkampe bliver spindoktorerne fritstillet fra deres arbejde. Som kompensation modtager de en skatteyderbetalt fratrædelsesgodtgørelse. Det svarer til lønnen under valgkampen. Hokus pokus. Du betaler. Under valgkampen til folketingsvalget den 13. november 2007 blev der udbetalt fratrædelsesgodtgørelse på ca. 450.000 kr. til spindoktorer i otte ministerier. Statsminister Fjoghs (V) støttepædagog fik 75.000 kr. Og det er mystisk. Statsministeren var en af de varmeste fortalere for den nye aflønningsregel. Se hvilke ministre (november 2007), der omgik reglen: Nogle politikere kræver flere støttepædagoger end andre. Det afhænger alt sammen af deres forstand og deres angst for at dumme sig. Nogle ministre tror, at et stort bureaukrati kan forhindre kvajesager. De gemmer sig bag spindoktorerne. De tror, at pressemedarbejderne kan skjule, at de er oplagte politiske kludremikler. Mange ministre er så kiksede i deres politiske rolle, at de er på katastrofekurs fra første dag. Derfor ansætter man designere til at lave tingene om. Tøj og make-up. Farven på slipset. Kropssprog og gangart. Stemmeføring. Attitude overfor politiske modstandere. Alt bliver designet. Formålet er at sælge varen, så ingen opdager det værdiløse indhold. Eksempelvis bruger Gucci-Helle (S) sko med ekstra høje hæle under stående debatter med bilags-Lars (V). Han er kun 1,67 m. høj. Dermed kan hun stå og kigge ned på ham. Det skulle være en fordel. Skatteyderne betaler. Spindoktorernes løn VK-regeringens skatteyderbetalte støttepædagoger tjente godt i 2007 (kilde: Ekstra Bladet, den 26. august 2008). Læs herunder. Spindoktorernes årsløn inkl. pension:
Levebrødspolitik Der er 179 folkevalgte medlemmer af Folketinget (MF). De fleste af dem bliver genvalgt år efter år. De mister derved grebet om den virkelige verden. De lever et overbeskyttet skatteyderbetalt luksusliv, som de for alt i verden vil bevare. Efter nogle år på Christiansborg bliver privilegierne og luksuslivet deres vigtigste politiske motiv. De laver regler og love, hvis eneste formål er at opretholde deres egen magelige nassende tilstand. Politiske meninger og holdninger bliver ligegyldige. De bliver politiske parasitter, som gemmer sig i træværket og koster befolkningen milliarder af kroner. Det er naturligvis ikke meningen med folkestyret. Meningen er, at folket skal kunne indvælge nye friske dygtige folk og fravælge plattenslagerne, fuskerne, kludremiklerne og fæhovederne. Det danske demokrati er et levebrødsdemokrati Folketingspolitikernes vigtigste opgave er at stemme om lovforslag i Folketinget på Christiansborg. Hvert år kommer der 200-300 nye lovforslag. De skal vedtages eller afvises på ca. 100 møder i salen. Resten af tiden holder de fri eller hygger sig på kontorerne med skatteyderbetalte aviser og kaffe. Mange politikere er så dovne, at de aldrig kommer i folketingssalen. Derfor har man installeret højttalere på kontorerne. Så kan de sidde og lytte til folketingsdebatten fra kontorstolen, mens de lumrer med kaffen og kigger porno i computeren. Velbekomme. Se et typisk ugeskema for en MF´er nedenfor. Møderne I gamle dage sendte man et brev. Eller løftede telefonen og gav en besked. Ingen grund til panik. Alle problemer kunne løses ved simpel kommunikation. Det var bare et spørgsmål om at sætte kompetente folk til at tage fornuftige beslutninger. Men sådan er det ikke længere. I 1970´erne startede mødetyrraniet. Det afskaffede ganske langsomt beslutsomme folk. I dag tør ingen længere tage et ansvar. I stedet for holdes møder for at udtynde processen. Det er aftalt på et møde.....!! - bliver der herefter sagt, hvis tingene går galt. Så kan man ikke spørge nogen om grundlaget for beslutningerne. På denne måde fedtes tingene ind i total inkompetance og ansvarsforflygtigelse. Inkompetente mennesker holder møder Kompetente mennesker tager beslutninger I dag kan problemer kun løses ved at afholde et møde. Der holdes møder om alt mellem himmel og jord. Intet er for stort. Intet er for småt. Der holdes formøder for at planlægge møder. Der aftales, planlægges og arrangeres. Der skrives mødedatoer ind i computere. Mødekalendere hænges op i kontorer og gange. Der indkøbes borde, stole og videoskærme. Der bygges kontorhuse med mødelokaler. Der ansættes støvede kontornussere til at arrangere og planlægge møder. Hele arbejdsdage går med møder. Der afholdes kurser og skrives bøger om møder. Bureaukraterne og politikerne elsker det. Nu behøver de ikke tage beslutninger og ansvar. De holder bare et møde. Før i tiden blev succes målt i produktion. Man skulle producere en vare eller en ydelse for at optjene sin løn. I dag kan man nøjes med at producere en mødeaktivitet. Møder er blevet et produkt og et formål i sig selv. Der er opstået en veritabel mødeindustri. Et helt nyt erhverv, der går ud på at udvikle, formidle og tjene penge på møder. Og alle klapper i hænderne. Møderne tager beslutningerne og ansvaret. Hurra. Danmark er mødetyranniets paradis. Hvis man smider alle de blege tyndbenede mødefyrster ud fra alle mødelokalerne, så ville vi være besparet for en masse vanvid. Når bureaukraterne holder møder, fordi de ikke kan finde på andet at lave, så producerer de problemer. De skaber luftkasteller, fantasifostre og spøgelser. De opfinder problemstillinger, som ikke eksisterer i den virkelige verden. De opfinder løsninger på falske forudsætninger. På denne måde vedligeholder de deres egne formålsløse aktiviteter. Møder er tidsspilde. Møder er dovne menneskers undskyldning for ikke at lave noget. Møder er beskæftigelsesterapi for inkompetente bureaukrater. Møder er undskyldninger for ikke at tage beslutninger og ansvar. Møder er vor tids idioti. Møder koster skatteyderne milliarder af kroner. Politikerne og bureaukraterne griner - og du betaler. Vi har et forslag: Giv dem en skovl i hånden Konsulenterne Skal vi sidde i rundkreds og røre ved hinanden? Skal vi kigge hinanden dybt i øjnene og krænge vores røv om til en sommerhat? Skal vi sidde i robåd med chefen med et glas rødvin og snakke overlevelsesstrategi? Det ønsker konsulenterne, at vi skal. Og de tager sig fyrsteligt betalt. Gennem de sidste 20 år er der opstået en veritabel konsulent- og coachindustri. En hær af badutspringere og fusentaster, der forsøger at bilde os ind, at de ikke kan undværes. Gamle rundryggede militærfolk og bjergbestigere. Afdankede erhvervsledere. Mystiske mappemænd, fæhoveder og dumrianer, som ikke kan bruges andre steder. Alle disse selvbestaltede rådgivere tjener deres penge på at fortælle os ting, som vi allerede ved. På kostbare kurser gør de enkle hverdagsfænomener indviklede. Teoretiserer banal viden. De kalder bare tingene noget andet. Giver dem et engelsk popsmart navn. Hvert år opfinder de et nyt mirakelord. Et nyt begreb, der skal få gammel muggen leverpostej til at glide ned - og fylde deres bankkonti op. Outsourcing. Insourcing. Omstillingsparathed. Kompetanceudvikling. Kvalitetssikring. Audit. Benchmarking. Læringsudbytte. Kommunikationsstrategi. Tværfaglighed. Behovsanalyse. Samordningsmoduler. Funktionsbærende enheder. Markedsevident feedback. Manegement. Akkrediteringsordninger. Brugernær produktion. Multitasking. Hver gang der konstrueres et nyt ord, tjener konsulenterne penge. Så skal der afholdes nye kurser, kick-off-møder og temadage. Nye overlevelsesevents. Nye møder og kongresser hvor den gamle vin bliver serveret i nye flasker. Politikerne, cheferne og embedsmændene stimler sammen. Alle vil være med. Alle vil høre om det nye mirakelord. Herefter kommer mellemlederne og de almindelige ansatte på kursus. Oppe på talerstolen står konsulenterne og snakker volapyk. De fægter med armene og gentager det nye ord igen og igen. Alle må tage det til sig. Ingen kan undvære det nye begreb, hvis de vil overleve i branchen. I smøgpausen kigger folk på hinanden. Tør man indrømme, at man intet forstår? Tør man sige, at det hele er spild af tid og penge? Er man blevet klogere og dygtigere, når man møder klokken lort på arbejde mandag morgen? Selvfølgelig er man ikke det. Konsulenternes nye mirakelord er »lean«. Nu skal vi alle fodres med »lean«. Det er engelsk og betyder »hældning« eller »magert kød«. »Lean production« betyder, at unødvendige arbejdsrutiner afskaffes. På denne måde optimeres produktion. Skulle det være en ny og revolutionerende idé? Ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha! På almindeligt dansk betyder »lean«: Få fingeren ud af røven og kom i gang med at arbejde!! Konsulentindustrien er et lokum. En stor ildelugtende beskidt møgspand, hvor skadelige bakterier gror uhæmmet og formerer sig på skatteydernes bekostning. I de første ti måneder af 2010 omsatte konsulentindustrien for 4,2 milliarder kr. til kunder i det offentlige. Ganske uforståeligt. Vi har en sidste kommentar til konsulentindustrien: Uduelige ligegyldige fæhoveder De priviligerede Akademikerne De fleste folketingspolitikere bliver rekrutteret fra de ungdomspolitiske organisationer. I marts 2007 offentliggjorde to studerende ved Ålborg Universitet deres speciale i sociologi. Specialet var baseret på interview med 2.495 medlemmer fra disse organisationer. Det viser sig, at en typisk ungdomspolitiker læser statskundskab på universitetet og bor i en storby. Desuden har vedkommende veluddannede og politisk engagerede forældre. Altså priviligerede mennesker. De fleste politikere på Christiansborg har altså en akademisk baggrund. De flytter hjemmefra i en ung alder og direkte over på et kollegieværelse - eller en forældrefinanseret ejerlejlighed. Derefter bruger de 4-5 år på studier i en beskyttet tilværelse. Nogle ender herefter på Christiansborg. På intet tidspunkt stifter de bekendtskab med »den virkelige verden« på en almindelig arbejdsplads. I november 2010 viste en analyse lavet af CEVEA (borgerlig tænketank), at kun 10,5 pct. af folketingspolitikerne besidder en erhvervsuddannelse. Til sml. er tallet 31,8 pct. i befolkningen. De øvrige politikere er akademikere. Og kun 8 pct. havde børn på en erhvervsuddannelse. Nu forstår vi bedre. Nu forstår vi, hvorfor der er så mange ynkelige fæhoveder på Christiansborg. Læs mere om stik-i-rend-drengene under: Tyveri Repræsentation Den 10. april 2007 faldt der dom i Farum-sagen. Den tidligere venstreborgmester blev idømt to års ubetinget fængsel. Han blev eksempelvis dømt for mandatsvig ved at have spist og drukket for en formue. Pengene blev hentet i kommunekassen. Med dommen blev der sat en juridisk grænse for politikernes repræsentationsudgifter. En politiker samt dennes gæster må maksimalt spise og drikke for 1.000 kr. pr. person. Før denne dom var der frit slag. Politikerne kunne bare bruge løs af skatteydernes penge. Fulde politikere I Danmark har ca. 93 pct. af alle arbejdspladser forbud mod alkoholindtagelse i arbejdstiden (kilde: Sundhedsstyrelsen). Dette forbud gælder også for de ansatte på Christiansborg. Men ministrene og de menige folketingsmedlemmer kan bare drikke løs. De er nemlig undtaget fra reglerne. De er jo valgt og ansat af folket - lød det som undskyldning fra en socialdemokrat i april 2008 (kilde: Nyhedsavisen). Folketingspolitikerne kan altså fulde sig i arbejdstiden. De kan sidde på kontorerne og i Snapstinget og drikke sig høne hamrende stive. Derefter kan de gå i Folketinget og opføre sig som idioter. Nogle politikere lader skatteyderne betale regningen. Eksempelvis: bilags-Lars (V) og promille-Peter (V) Politikernes boligfest Knap 90 pct. af folketingspolitikerne er boligejere. Den gennemsnitlige værdi af deres ejerbolig er 2,6 millioner kr. Ministrenes ejerboliger er gennemsnitligt 4,6 millioner kr. værd. De fleste boligejere findes i Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Til sammenligning ejer kun 60 pct. af den almindelige befolkning deres egen bolig. Boligejerne er altså stærkt overrepræsenteret i Folketinget (kilde: Jyllands-Posten, juli 2006). Ifølge Danmarks Statistik udgør såkaldt almene boliger 19,7 pct. af boligmassen i Danmark. Men kun to ud af 175 folketingsmedlemmer svarende til 1,1 pct. bor i en almen lejebolig. Det skrev Ekstra Bladet i april 2011 efter en gennemgang af politikernes adresser. Man udbad sig en kommentar fra socialordføreren i Venstre. »Det vil jeg ikke kommentere......« - svarede han ynkeligt og krybende. Folk med forstand på økonomi har foreslået, at man omlægger noget af skatteprovenuet fra indkomstskat til boligskat. Det er Venstre, Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti imod. Nu forstår vi hvorfor. Gratis luksusboliger i København Når almindelige arbejdende mennesker fra provinsen rejser til København for at arbejde, så må de tage til takke med en skurvogn, et værelse hos private eller et hotelværelse. Sådan er det ikke for politikerne. Folketinget har spenderet 140 millioner kr. på luksuslejligheder på centralt beliggende steder i Wildersgade på Christianshavn og Tordenskjoldsgade bag Det Kgl. Teater. Læs nedenfor. I november 2010 stod 49 møblerede luksuslejligheder mellem 61-95 kvm. klar til indflytning for folketingspolitikere fra Fyn og Jylland i ejendommen Tordenskjoldsgade 7-9 bag Det Kgl. Teater i København. Et stenkast fra Christiansborg og Strøget. Ejendommen, som tidligere var en del af balletskolen, blev købt og istandsat for 125 millioner kr. i årene forinden. Alle lejligheder blev møbleret for ca. 50.000 kr. Prisen for hver lejlighed løb op i 2,6 millioner kr. Skatteyderne betaler huslejen på 5.000 kr. pr. mnd., vandafgift, el, varme, fællesantenne og evt. andre boligudgifter. Ejendommen blev renoveret af firmaet Tordenskjold Boliger Aps. Da firmaet lavede afleveringsforretning i efteråret 2010, manglede Folketinget at betale 904.824 kr. for arbejdet. Det ville man først betale efter udbedring af en række fejl og mangler. Firmaet bragte herefter disse ting i orden til overtagelsen i november 2010. I december måned havde Folketinget så lavet en ny mangelliste. Der skulle eksempelvis fjernes fingeraftryk fra en væg i opgangen!!!!! Da firmaet kom for at bringe de sidste ting i orden, blev de nægtet adgang til ejendommen. Nu var politikerne nemlig flyttet ind!!!! Herefter stævnede firmaet Folketinget for manglende betaling. Det almene boligselskab KAB tilbød Folketinget billigere lejligheder på Nørrebro og i Valby. Men det interesserede ikke folketingets formand (tidl. finansminister for Venstre). »Jeg er kommet til den erkendelse, at jyder også er mennesker..... jeg har skrevet under på Grundloven - ikke på janteloven......« - udtalte han storskrydende og arrogant til Ekstra Bladet. I en pressemeddelelse i august 2009 udtalte han, at de nye lejligheder ville blive 50-60 kvm. store. Men det var en stor løgn. Formentlig for at undgå misundelse. De to største lejligheder i to plan kom op på 95 kvm. stykket. Kun to lejligheder er på 61 kvm. De øvrige er mellem 62-91 kvm. store. I øvrigt har OSCE kontor i bygningen. Folketinget har fastsat en øvre grænse på 19.950 kr. pr. kvm. for byggeri under almene boligselskaber til almindelige mennesker i København. Men kvadratmeterprisen for politikernes luksuslejligheder i Tordenskjoldsgade kom op på ca. 31.750 kr. Det er ikke noget problem. Da folketingspolitikerne lavede loven, undtog de sig selv fra reglen. Folketinget har desuden købt ni lejligheder til provinspolitikerne for 11,5 millioner kr. i en ejendom i Wildersgade 15 ved Christianhavns Kanal i København. De blev møbleret for 50.000 kr. pr. lejlighed. Istandsættelsen blev udført af polske arbejdere med en gennemsnitlig arbejdstid på 58 timer pr. uge. De blev betalt med 40 kr. i timen. Desuden var de formentlig illegalt ansat. Da luksuslejlighederne i Tordenskjoldsgade stod færdige i november 2010, flygtede politikerne ud af ejendommen i Wildersgade for at komme ind i de nye og større lejligheder bag det Kgl. Teater. Ved Ridebanen på Christiansborg er en enkelt lejlighed indrettet til en folketingspolitiker fra provinsen. Her skal man skrabe, fedte og spytslikke ekstra grundigt for at komme i betragtning. Provinspolitikerne kan nyde livet i København fra de bedste og mest centralt beliggende adresser. Det sammer gælder deres koner, kærester, elskerinder og børn mv. For det er jo sådan, tingene foregår. Det koster dem ikke en krone. De mister det såkaldte skattefrie omkostningstillæg på ca. 57.228 kr. årligt. Men de beholder tillægget for dobbelt husførelse på 28.630 kr. om året. De bliver således betalt for at bo gratis. Provinspolitikerne er naturligvis glade. Så glade, at man ikke kan få navnene oplyst på de indflyttede politikere. Folketingets Præsidium vil ikke udlevere dem. Og man kan godt spare sig en tur til bygningerne for at se på navneskilte i porten. Der står ingen navne. Men Villy Sleepingvalley fra Socialistisk Folkeparti fik en lejlighed i 2011 i Tordenskjoldsgade. Det samme gælder Cola-Carina fra Det Konservative Folkeparti, partilederen fra Ny Alliance og fødevareminister reklame-Henrik fra Venstre. Frikort, rabatkort og gratis underholdning Af en eller anden mærkværdig grund synes mange private erhverv, at vores højtbetalte politikere skal belønnes med gratis gaver. Det tog naturligvis overhånd på et tidspunkt. Derfor lavede Personalestyrelsen i 2007 regler for området for alle offentligt ansatte. Vejledningen »god adfærd i det offentlige« fastslår, at en gave ikke bør overstige et niveau på ca. 500 kr. - som f.eks. en bog eller en vingave. Men reglerne siver ikke ind hos politikerne. Politikerne mener ikke, at reglerne gælder for dem. Eksempler nedenfor. De begunstigede politikere fører sig i begyndelsen rødmende og akavede frem. Laksko, pingvintøj og lange kjoler bliver indkøbt eller lejet. Mange kan ikke helt forstå den vanvittige gaveregn. Men efterhånden bliver det en selvfølge. De lader sig herefter gladeligt fotografere som betydningsfulde verdensmænd på de bonede gulve. Sætter sig andægtigt ind på de bedste pladser. I pausen konverseres de »rigtige« mennesker i VIP-logerne. Her har vælgerne ingen adgang. Måske kan man være heldig at give hånd til en fra kongehuset. Så nejer, bukker og skraber man dybt som en rigtig undersåt. Ministrenes gaver skal ifølge reglerne offentliggøres på ministeriernes websites. Læs mere under: Korruption Dejlige gaver Politikerne og topembedsmændene glæder sig til fødselsdagene, jubilæerne, jul og nytår. Så vælter det ind med gaver fra NGO´er, ambassader, fagforeninger, erhvervsorganisationer og alskens mystiske sammenslutninger. En minister kan score cigarer, vin og spiritus til et helt års forbrug. Vi taler om vin, spiritus og chokolade. Kalendere og askebægere. Fyldepenne. Slips. Ure og tasker. Manchetknapper og smykker til fruen. Kun fantasien sætter grænser. Bureaukraterne elsker det og fylder luksusbilerne op. Skatteyderne betaler. Der er dog visse grænser for gavegiveriet. Der eksisterer officielt to slags gaver for politikere: I Personalestyrelsens vejledning fra 2007 for offentligt ansatte står, at en gave ikke bør overstige et niveau på 500 kr. - som f.eks. en bog eller en vingave. Men ministrene mener naturligvis ikke, at reglerne gælder for dem. De vil beholde gaverne. Pr. april 2009 skal et ministerium offentliggøre rejseudgifter, repræsentationsudgifter og modtagne gaver mv. på ministeriets website. Det blev indført som led i en såkaldt »åbenhedsordning«. Man besøger pågældende website, og klikker sig frem til »ministeren« el. »ministeriet«. Derefter klikker man på »aktiviteter og udgifter« eller »åbenhedsordning«. Links til ministerierne: Folketinget Skatteyderbetalt julefrokost Det er tilsyneladende almindelig kotyme, at en minister holder skatteyderbetalt julefrokost med sine medarbejdere og topembedsmænd. I Justitsministeriet skulle en sådan aften med et par embedsmænd typisk løbe op i 10.000 kr. I april 2006 fik den konservative justitsminister en påtale af Rigsrevisionen for at have spist og drukket for 19.330 kr. til en julefrokost i 2001. Men det hjalp ikke. I 2011 holdt den socialdemokratiske justitsminister temadag med efterfølgende julefrokost for 284 medarbejdere for 396.035 kr. Politikerne forsvarer sig med, at der ingen regler er på området. Der er ingen faste rammer for en kuvertpris, når en minister bespiser sine gæster. I forbindelse med retssagen mod Brixtofte i Farum Kommune, talte bagmandspolitiet om mandatsvig ved kuvertpriser over 1000 kr. Skatteyderbetalte julefrokoster. Hvorfor skal vi andre betale for politikernes og embedsmændenes fornøjelser? Betaler vi også regningen på luderbaren? Vi forstår det ikke. Hvis man vil opleve folketingspolitikerne på slap line udenfor normal arbejdstid (efter kl. 14:00), så skal man besøge de små listige beværtninger i stræderne omkring Christiansborg. Eksempelvis: Runde fødselsdage Politikernes "runde" fødselsdage finanseres af skatteyderne. Festerne og receptionerne med fornemme gæster afholdes på Christiansborg. Alt foregår i arbejdstiden. God mad og spiritus bliver bragt af specielle cateringfirmaer tilknyttet det politiske system. Gaver og blomster bliver overrakt under taler og klapsalver. Nogle politikere er så frække, at de omdeler lister med gaveønsker før festen. Alt betales af offentlige midler. Når branderten køres hjem i hyrevogn, så ordnes regningen med en skatteyderbetalt bon. Hvorfor skal vi finansere politikernes fødselsdage? Vi forstår det ikke. Gratis kjoler Under VK-regeringen 2001-2005 opstod der en ny fidus på Christiansborg: Køb kjolestoffet og få resten gratis. Statsministerfruen, justitsministeren (K) og ministeren for udviklingsbistand (V) fik syet kjoler gratis på Odense Skrædderskole og Alexandraskolen i Frederikshavn. Statsministerparret fik gratis kjolesyning for formentlig 165.000 kr. (læs: Venstre). Fuskeriet blev naturligvis opdaget. De pågældende ministre kunne ikke se, at de havde gjort noget forkert! Kan alle kvinder få gratis kjolesyning på skrædderskolerne? Har de fine ministre hørt om ordet »korruption«? Har de betalt skat af de gratis ydelser? Gratis iPhone I 2010 blev samtlige 179 folketingepolitikere tilbudt en gratis iPhone til en værdi på ca. 5.500 kr. i butikkerne. Læs: Gratis iPhones Bilags-regler Umiddelbart før folketinget tog på sommerferie den 12. juni 2008 fremkom VK-regeringen med et regelsæt for bilag og ministerrejser. Det var en direkte konsekvens af flere venstreministres uregelmæssigheder. Læs eksempelvis: bilags-Lars og rottweileren Nye regler: Løn og pension Skatteyderbetalt løn Folketingspolitikerne bestemmer selv deres egen lønindkomst og pension samt længden af deres egne ferier. Disse ting sidder de og forhandler i Folketinget. Lønforhøjelser bliver altid vedtaget. ALTID. Størrelsen er derefter: Medlemmer af Folketinget: En minister tjener i grundvederlag ca. 924.850 kr. om året. Dertil kommer forskellige tillæg, som bringer lønnen op på ca. 1 million kr. årligt. Udenrigsministeren, finansministeren og vicestatsministeren tjener 110 pct. af grundvederlaget svarende til ca. 1.017.000 kr. årligt. Statsministeren tjener 125 pct. af grundvederlaget svarende til ca. 1.156.000 kr. årligt. Den totale statsministerløn inklusive forskellige tillæg kommer op på ca. 1,5 million kr. årligt. Lønnen til ministre og folketingsmedlemmer reguleres ifølge reglerne for tjenestemænd i det offentlige. I øvrigt har folketingspolitikerne frikort til SAS, Metro, DSB, HT og Taxa. Det sparer dem for tusindvis af kroner årligt. Der er ingen mødepligt i Folketinget. Man kan blive væk fra sin arbejdsplads i dagevis uden problemer. Det politiske arbejde går ud på at sidde og snakke og drikke kaffe. Resten af tiden går med at tale i mobiltelefon og kigge i computer. Dagligdagen krydres med skatteyderbetalte fester og receptioner. Man har altid en eksotisk skatteyderbetalt rejse at glæde sig til. Den årlige ferie er på 2-3 måneder. Politikerne har således en arbejdsuge på langt under 37 timer. Timelønnen er enorm. Skatteyderne betaler. Boligtillægget En folketingspolitiker, der har fast bopæl/folkeregisteradresse uden for Sjælland eller Nyborg kommune, har ret til et årligt skattefrit boligtillæg på ca. 71.573 kr. Beløbet udbetales efter dokumentation af udgifter til husleje, renter på lån, varme, vand, fællesantenne, el mv. Dertil kommer et tillæg på 28.630 kr. pr. år. Pengene skal kompensere for rejseaktivitet, hotelophold og leje eller køb af en bolig i eksempelvis hovedstadsområdet. Et folketingsmedlem fra provinsen kan på denne måde skattefrit score op til 100.203 kr. om året oven i folketings- eller ministerlønnen på hhv. 720.000 kr. og 1,2 millioner kr. årligt. Folketingets Præsidium administrerer ordningen. Men man kontrollerer ikke, om politikerne overholder reglerne. Det overlades til de kommunale myndigheder. Med andre ord er der fri mulighed for fuskeri. Den 12. oktober 2006 besluttede man, at tillægene ikke skal være omfattet af reglerne om offentlighed i forvaltningen. Man kan altså ikke få aktindsigt i folketingspolitikernes tillæg. Ekstra Bladet kunne den 13. marts 2008 oplyse, at 44 millioner kr. var blevet udbetalt til politikerne i perioden 2001-2007. Hvorfor skal denne ordning være hemmelig? Hvad skjuler politikerne? Tjah. Hvis en folketingspolitiker fra provinsen køber en bolig i i København, så betaler skatteyderne en stor del af udgifterne. Når man ikke længere er medlem af folketinget, så sælger man boligen med en stor fortjeneste. Flere politikere har tjent millioner af kroner på denne måde. Eksempelvis komiske Inger, PC og miljø-Schkidt fra Venstre. Måske er dette forklaringen på hemmelighedskræmmeriet. Hvordan udnytter en rigtig plattenslager ordningen? Jo. Man flytter permanent til en bolig i København og »glemmer« at afmelde sin gamle folkeregisteradresse. Derefter hæver man det årlige skattefrie boligtillæg. Hvis man er rigtig dygtig, så udlejer man den gamle bolig til »sort« husleje og scorer endnu flere penge. Sådanne handlinger kaldes socialt bedrageri. Men ingen politiker kan vel finde på at gøre den slags ting. Vi vælger dem ind i Folketinget i tillid til, at de er ærlige og redelige. Tjah. Vi kender til to tilfælde: Læs under: ferie-Lene (K) og Kylle (K). Desuden måtte kneppe Kofod (A) og Venstres politiske ordfører i 2011 forklare sig over for kommunen om deres boligforhold. Det er naturligvis ingen tilfældighed, at to toppolitikere i samme parti laver samme fuskeri. I 1994 delte de nemlig en lejlighed på Østerbro i København. Gad vide, om der eksisterer en »drejebog« for den slags fuskeri med skatteydernes penge. Efterhånden gik det op for Folketinget, at ordningen ikke kunne fortsætte. Den afslørede simpelt hen for mange plattenslagere. I 2008 blev man enige om at indkøbe toværelses 50-60 kvm. store lejligheder til fri afbenyttelse i København til de ca. 75 folketingsmedlemmer fra provinsen. Til gengæld blev det skattefrie boligtillæg for dobbelt husførelse på 28.630 kr. fjernet. Men lejlighederne blev større end udmeldingen fra Christiansborg. Skatteyderbetalt eftervederlag En folketingspolitiker får eftervederlag (løn) efter en ministerperiode eller udtrædelse af Folketinget iht. til følgende bestemmelser (kilde: Retsinformation): § 1. Et ordinært folketingsmedlem, hvis medlemskab ophører ved et folketingsvalg, eller som på grund af sygdom udtræder af Folketinget, oppebærer et eftervederlag, jf. § 109, stk. 2, der svarer til grundvederlaget efter § 108, stk. 2, i lov om valg til Folketinget. Eftervederlaget ydes i det antal måneder, der svarer til det halve af det hele antal måneder, den pågældende senest i en sammenhængende periode har været medlem af Folketinget eller medlem af Europa-Parlamentet. Eftervederlaget ydes i mindst 12 måneder og højest i 24 måneder, jf. dog § 2. § 2. I eftervederlaget efter § 1 modregnes fra og med den 13. måned for summen af følgende indtægter: 1) løn, rådighedsløn, ventepenge eller pension som tjenestemand 2) løn fra ansættelse på andre vilkår end tjenestemandsvilkår inden for staten, folkeskolen, folkekirken, Folketinget, under Københavns Kommunes skolevæsen, Færøernes landsstyre, Grønlands hjemmestyre, i en kommune, et koncessioneret selskab eller en stats- eller kommunegaranteret virksomhed 3) løn fra ansættelse i et aktieselskab, som efter en opgaveomlægning varetager de arbejdsopgaver, inden for hvilke den pågældende var beskæftiget som ansat i staten eller folkekirken, og hvori staten ejer mere end 50 pct. af aktierne 4) grundvederlag, eftervederlag eller pension som statsrevisor, borgmester eller rådmand 5) pension efter lov om vederlag og pension m.v. for ministre 6) løn, vederlag, eftervederlag eller pension fra medlemskab af Europa-Parlamentet og Kommissionen samt fra hverv i internationale organisationer, hvortil udpegning sker efter indstilling af den danske stat 7) løn for personligt arbejde i ansættelsesforhold, som ikke er omfattet af nr. 1-3 eller 6 8) overskud fra selvstændig erhvervsvirksomhed, der skattemæssigt anses som personlig indkomst (dvs. indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed svarende til bidragsgrundlaget efter arbejdsmarkedsfondslovens § 10, stk. 1 eller 2) 9) vederlag, honorarer eller anden indkomst for personligt arbejde uden for ansættelsesforhold, som ikke kan henføres til selvstændig erhvervsvirksomhed, samt vederlag for udnyttelse af immaterielle rettigheder 10) fratrædelsesgodtgørelser, efterbetalinger efterløns- og pensionslignende ydelser, når disse har sammenhæng med et tidligere ansættelsesforhold eller erhvervsforhold, i det omfang de nævnte indkomster ikke er omfattet af nr. 1 eller 6 11) udbetalinger fra pensionsordninger med løbende udbetalinger og ratepensionsordninger omfattet af afsnit I i pensionsbeskatningsloven Hvis en politiker har haft to eller flere afbrudte ministerperioder, så ligger vejen åben for forgyldning. Efter første ministerperiode får vedkommende eftervederlag for halvdelen af perioden. Efter anden ministerperiode ydes eftervederlag for halvdelen af to perioder. Efter tredje ministerperiode ydes eftervederlag for halvdelen af tre perioder. Og så fremdeles. På denne måde kan man få udbetalt vederlag flere gange for samme ansættelsesperiode. Totalt skørt. Fremgangsmåden er i strid med »ånden« i loven. Kan nogen finde på at misbruge reglerne på denne måde? Intet problem. Nedenstående tre politikere fik af Personalestyrelsen tilsammen udbetalt 2,4 millioner kr. for 47 måneder for meget i eftervederlag: Efter folketingsvalget den 13. november 2007 måtte ialt 51 politikere forlade Folketinget, fordi de ikke blev genvalgt. Deres eftervederlag i et år beløb sig til ialt 28 millioner kr. Og hvorfor nu denne ekstravagance? Hvorfor skal højtlønnede folk have flere års løn med i lommen, når de forlader jobbet? Ingen kan give et klart svar. Ordningen stammer formentlig fra gamle dage, hvor mange politikere var bønder og uden uddannelse. Hvis de røg ud af det vellønnede Folketingsjob, så stod de uden mulighed for at forsørge sig selv og familien. Med tiden er ordningen stille og roligt eksploderet. Pengene vælter ned i politikernes lommer. Hvad med os skatteydere? Kan vi også få samme ordning? Det er jo os, der betaler festen. Retrætejob Efter mange år som trofast folketingspolitiker har man kvalificeret sig til et skatteyderbetalt retrætejob. Det kræver, at man har været loyal overfor systemet og haft »korrekte« politiske meninger. Der bliver oprettet et hyggejob og fundet et pænt lille kontor. Man bliver ansat som »kommitteret« (befuldmægtiget). Det lyder fint. Så kan man sidde og kigge ud af vinduet, indtil man går på pension. Partilederne får naturligvis de bedst betalte retrætejob. Et hyggejob som EU-parlamentariker er eftertragtet. I løbet af få år kan man spare en formue sammen til pensionen. Skatteyderne betaler. Folketings- og ministerpension En politiker har ret til folketingspension på maksimalt 384.000 kr. årligt, når han/hun har været ordinært medlem af Folketinget i mindst 1 år. Pensionen ydes fra 60-årsalderen for medlemmer indvalgt i tinget før den 1. juli 2007. Efter denne dato ydes pensionen efter den aktuelle efterlønsalder på 62 år. Fra år 2019 stiger pensionsalderen for alle folketingspolitikere gradvist til 62 år ifølge velfærdsreformen fra juni 2006. For resten af befolkningen stiger pensionsalderen til 67 år. Politikerne skal altså arbejde fem år mindre end de skatteydere, der forsørger dem. Ministerpensionen udgør 306.456 - 344.400 kr. årligt afhængigt af, om man er under eller over 65 år. Beløbet afhænger desuden af tiden tilbragt som minister. For ministre før år 2000 udbetales pensionen uanset alder resten af livet oven i anden løn. Pensionen standses dog under en ny periode som minister. Desuden er deres børn berettiget til pension til det 21. år. For ministre efter år 2000 udbetales beløbet først, når de fylder 60 eller 62 år. Reglerne om ministerpension blev ændret, efter at den kun 31-årige »sursen« fra Kristeligt Folkeparti blev tildelt livslang ministerpension på 7.405 kr. efter kun et år som energiminister. Det maksimale loft over kombineret folketings- og ministerpension udgør ca. 609.000 kr. pr. år. Det er over 50.000 kr om måneden. Mange politikere har flere sideløbende skatteyderbetalte pensioner. EU-politikerne har rene luksuspensioner. Ingen politiker vil tale om dette emne. Vi forstår hvorfor. I foråret 2011 rendte VK-regeringen fra velfærdsreformen fra juni 2006. Med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre indgik man forlig om en forringelse af efterlønsordningen og folkepensionen til ikrafttrædelse efter folketingsvalget i 2011 med en borgerlig regering. Nu skulle antallet af efterlønnere reduceres fra 130.000 i 2011 til 30.000 i 2020. Folkepensionsalderen skulle hæves fra 65 til 69 år. Men reglerne skulle ikke gælde for folketingspolitikerne. Under forhandlingerne om den såkaldte 2020-plan stillede Enhedslisten et forslag i Folketinget den 5. maj. De foreslog, at folketingspolitikernes pensionsforhold skal sidestilles med befolkningens. Det forkastede et massivt politisk flertal. FOA-formanden foreslog herefter, at folketingspolitikerne skal fratages retten til at bestemme over egne løn- og pensionsforhold. Det kunne man overlade til et uafhængigt organ. Men det forslag gad man slet ikke høre på i Folketinget. Når en pensionist i Danmark atter genindtræder som lønmodtager på arbejdsmarkedet, så modregnes lønnen i pensionen. Sådan er det også for fhv. folketingspolitikere og ministre - skulle man tro. Hvis de atter modtager lønindkomst, så modregnes det i deres fede folketings- og ministerpensioner. Men næeh, nej. På Christiansborg har man fundet en metode til at undgå modregning. Man udbetaler ikke »løn«, men bare et »honorar«. Så bliver indtægten ikke modregnet i pensionen. Hokus pokus. Læs: Eksportambassadører Løsningen er ganske enkel. Folketingspolitikernes løn- og pensionsforhold skal indskrives i Grundloven efter en ganske specifik udregningsmodel. Ferie Skatteyderbetalt ferie Folketingets 179 medlemmer har ingen officiel ferie. Alligevel holder de fri i over halvdelen af året. I 32 uger ud af årets 52 uger har de fri. De arbejder altså kun 20 uger svarende til 100 dage hvert år. Når man lægger sygedage, udvalgsrejser og kursusaktivitet oven i ferie- og fridage, så er der ikke mange arbejdsdage tilbage. Nogle politikere er uhyre kreative med disse ting. De kan konstant holde fri. Samtidig hæver de fuld løn. Skatteyderne betaler den vanvittige fest. Hvorfor skal politikerne have mere ferie og frihed end de mennesker, der forsørger dem? Vi forstår det ikke. Læs nedenfor: Hemmelige feriekalendere I april 2010 anmodede Ekatra Bladet om indsigt i VK-regeringens feriekalendere for 2009. Statsministeren, finansministeren, økonomi- og erhvervsministeren, udenrigsministeren og skatteministeren blev opfordret til at fremlægge en oversigt over afholdt ferie. Men det nægtede de. Undskyldningerne var mange. De kunne ikke huske det. Det var ikke muligt at rekonstruere. Det var ikke muligt at adskille feriedage fra arbejdsdage. Bla, bla, bla. Hvorfor ville ministrene ikke ud med ferieplanerne? Hvorfor skulle dette være hemmeligt? Det er der en ganske simpel grund til. Politikerne holder ferie, når de vil. Arbejdsliv og ferieliv smelter sammen. Nogle er næsten konstant på ferie. Det ville give ballade, hvis vælgerne opdagede driveriet. Transport Gratis transport Folketingspolitikere i arbejds medfør rejser gratis med taxa, bus, tog, færge og fly. Det koster årligt skatteyderne millioner af kroner. Eksempelvis koster et almindeligt årskort hos DSB 30.000 kr. Et årskort på 1´ste klasse koster 50.000 kr. Nogle provinspolitikere rejser frem og tilbage hver dag. Ved fyraften står en taxa parat med transport til Kastrup Lufthavn. Herefter går det med fly til Fyn eller Jylland. Ved ankomst til lufthavnen står en ny taxa parat med transport til hjemmet. En Taxa-regning på 3.000-5.000 kr. afskrækker ikke en politiker. Skatteyderne betaler. Hvorfor gælder der mere favorable transportregler mellem hjem og arbejde for politikere? De får en fed løn. De har råd til at betale deres egen transport. De kunne benytte sig af de samme transportfradrag som os andre. Vi forstår det ikke. Plattenslagere med brobizz Alle folketingsmedlemmer kan gratis få en brobizz stillet til rådighed til transport over Storebælt. Forudsætningen er, at den udelukkende bruges i forbindelse med politisk arbejde. I 2007 blev det til 1.358 rejser svarende til ca. 250.170 kr. Disse penge betaler skatteyderne. Privatkørsel må politikerne selv betale. Fire gange om året udtager Folketinget stikprøver til kontrol med brugen af brobizzen. Og så knækker filmen. I perioden 2005-2008 blev 40 politikere taget i at fuske med brobizzen. De havde stik imod reglerne brugt den til privat kørsel. De blev efterfølgende bedt om at tilbagebetale pengene. Plattenslagere fanget i at fuske med brobizzen (kilde: Ekstra Bladet): Hvad sker der med disse plattenslagere? Ingen ting. De beholder deres brobizz. Vær så god at fortsætte med snyderiet. Taxakørsel Ifølge reglerne må folketingspolitikerne tage en taxa på skatteydernes regning mellem Christiansborg og Københavns Hovedbanegård eller Kastrup Lufthavn. Folketingsmedlemmer fra provinsen må desuden tage en taxa mellem den private bopæl og en lufthavn i provinsen. Dette forudsætter, at der ikke forefindes en lufthavnsbus eller lignende. Endelig kan medlemmerne tage en taxa mellem hjemmet og den mest hensigtsmæssige offentlige transportforbindelse til København. I 2007 brugte folketingspolitikerne 2,9 millioner kr. på hyrevognskørsel. VK-regeringens Venstre-ministre kørte i taxa for ialt 151.831 kr. Udviklingsministeren - fars pige - kørte i taxa for 58.404 kr. Forsvarsminister Rambo brugte 41.613 kr. på taxakørsel. Sundhedsministeren brugte 23.674 kr. på taxa. Det dyreste folketingsmedlem kom naturligvis fra socialdemokraterne. Ole Vagn Christensen brugte således 115.194 kr. på taxakørsel. Det næstdyreste medlem - jens Kirk fra Venstre - kørte i skatteyderbetalt taxa for 107.689 kr. (kilde: Ekstra Bladet). Folketingets præsidium nægtede i juni 2008 at give Ekstra Bladet aktindsigt i taxaregnskaberne. »Medlemmerne skal have lov til at have politisk aktivitet, hvor de ikke skal stå til ansvar for, hvor de holder deres møder« - lød det kryptisk fra folketingets formand fra Venstre (den tidl. »hektarminister«). Og det beviser, at han ikke kendte reglerne. En politiker må nemlig ikke køre i skatteyderbetalt taxa til private politiske møder. Hvorfor nyder folketingspolitikerne større privilegier med hensyn til transport end andre mennesker? De får en fed løn. Hvert år får de et skattefrit omkostningstillæg. Og ministrene har en fed ministerbil med privatchauffør. Der er selvfølgelig kun een forklaring på spørgsmålet. De sidder selv og laver reglerne i folketinget. Skatteyderne betaler. Skattesnyd med frikort? Når man har været minister i over 12 år, så har man ret til et livsvarigt frikort til tog og færge med DSB. Kortet - som har en værdi på 50.000 kr. - er skattepligtigt. Hvert år skal skal der ifølge skattelovgivningen betales skat af kortets værdi. Ialt 119 tidligere ministre havde et frikort pr. 2007. I marts 2007 blev det afsløret, at ingen af dem betalte skat af kortet (kilde: Nyhedsavisen, Berlingske.dk og DR). Nogle af ministrene forsvarede sig med, at de ikke var informerede om skattepligten. Men det er ingen undskyldning. Der venter dem nu et skattesmæk fra SKAT. En af de involverede er den tidligere konservative trafikminister Kaj Ikast. Han udtalte til Nyhedsavisen: »Folketinget har aldrig oplyst mig om, at jeg skal betale skat. Så I kan rende mig et vist sted. Det var mig, der byggede Storebæltsbroen. Og det var mig, der byggede Øresundsbroen. Så manglede det da bare, at jeg får fri transport......!« Nogle af de øvrige kortholdere er følgende: Poul Schlüter (Konservative Folkeparti) Erling Olsen (Socialdemokraterne) Karen Jespersen (Venstre) Bjørn Elmquist (Radikale Venstre) Københavns Rådhus Kommunalpolitikerne i Københavns Borgerrepræsentation vil også med til festen. De rejser gratis med bus og tog. Desuden har de ret til fri hyrevognskørsel ved arbejdsrelaterede opgaver. Den 25. oktober 2005 afslørede TV-avisen, at en Konservativ overborgmesterkandidat brugte 70.745 kr. på Taxa-kørsel siden sidste valg. De fleste af pengene blev formentlig brugt på pendling mellem bopælen i Hellerup og arbejdspladsen på Københavns Rådhus. En politiker fra Venstre, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne brugte hver især 50.000 kr. på hyrevognskørsel i samme periode. I gennemsnit brugte hver politiker 20.000 kr. på hyrevogne. Der var 61 politikere i Borgerrepræsentationen i perioden. De samlede kørselsudgifter var således godt 1.2 million kr. Tjah. I vores øjne drejer det sig om misbrug af offentlige midler. Et forbandet stort svineri med skatteydernes surt sammensparede penge. Kommunalpolitikerne bruger bare løs - højt og flot. Du betaler. Ministerbilerne En af årsagerne til at folk bliver politikere, er drømmen om en stor fed ministerbil (tjenestebil). Af denne grund har man lavet regler for området. Ellers ville alle ministre køre rundt i en Rolls Royce. Ifølge finansministeriets cirkulære nr. 9304 den 16. juni 2003 må statens ministerbiler ikke anvendes til formål, der er tjenesten uvedkommende. Privat kørsel i ministerbil beskattes med hjemmel i ligningslovens §16 stk. 3, ud fra hvad det ville koste at køre med taxa for en tilsvarende kørsel. I 2011 lempede Statsministeriet reglerne fordi ægtemanden til statsminister Gucci-Helle (A) skulle fejre fødselsdag. I den anledning blev ministerbilen brugt som familiebus uden skattemæssige konsekvenser for parret. Læs: Fødselsdag i ministerbil Se eksempler på misbrug af ministerbiler: Bambi (K), Flemming sko (K) og bilags-Lars (V) Der gælder overenskomstmæssige regler for chaufførernes kørsel i ministerbiler. Inden for hver periode på 24 timer skal chaufføren som udgangspunkt have en hvileperiode på mindst 11 sammenhængende timer (11-timersreglen). Den daglige hviletid kan dog nedsættes til otte timer i det omfang, hvervet nødvendiggør chaufførens tilstedeværelse. I særlige tilfælde kan hviletiden med den enkelte chauffør aftales nedsat til under otte timer. Danmark er det land i Skandinavien, der indkøber flest ministerbiler. Ialt 19-20 stk. råder Folketinget over. Til sammenligning har den 17-mand store norske regering ialt 11 biler. Den 21-mand store svenske regering råder over 16 biler. Naturligvis. I Danmark betaler vi også verdens højeste skat. Ifølge reglerne må en ministerbil højest koste 420.000 kr. i indkøbspris inkl. ekstraudstyr og leveringsomkostninger. Dette beløb er fritaget for registreringsafgift. Politikerne slipper altså for at betale den merpris på 180 pct., som vi andre skal betale for en bil. Men ved købet skal den danske moms betales. Bilerne kan udskiftes efter fire års brug eller efter 150.000 km´s kørsel. Departementschefer og militære topchefer har samme ordning med tjenestebiler som politikerne. Men ministrene er ikke tilfredse med biler til 420.000 kr. stykket. Det er ikke fint nok til de selvhøjtidelige skatteyderbetalte middagsherrer- og damer. Derfor forhandler man priserne ned til indkøbsgrænsen hos bilimportørerne. På denne måde kan man køre rundt i en langt dyrere luksusbil. Se eksempler på dette i tabellen over ministerbiler i VK-regeringen pr. 2008 nedenfor (kilde: Ekstra Bladet, den 19. marts 2008):
Embedsmand på smøretur Det er ulovligt for embedsmænd at modtage gaver, rejser o.lign. fra firmaer. Det er for at undgå korruption. Disse fænomener eksisterer i høj grad i det private erhvervsliv. Men det må de selv ligge og rode med. I det offentlige system er det skatteyderne, der betaler festen. Derfor skal embedsmænd være ubestikkelige. Motorchefen i Finansministeriet godkender de bilermærker, der kan bruges som ministerbiler. Han bestemmer altså over mange millioner kroner mht. biler. En betydningsfuld embedsmand for bilfirmaerne. Han må iflg. reglerne ikke modtage gaver og rejser fra private firmaer. I juli 2009 kunne B.T. afsløre, at han i perioden 2004-2008 modtog ni rejser hver af en varighed på 2-4 dage fra BMW, WV og Peugeot. Rejserne gik til Tyskland, Frankrig, Schweiz og Østrig. Ministeriet havde angiveligt godkendt rejserne. Selv om der ikke forelå noget fagligt program. En tidl. direktør fra Fiat udtalte: »Det er ture, der skal få kunderne til at vælge ens mærke......« Ja, ja. Hvordan vil de fine herrer nu bortforklare dette eklatante regelbrud? Det bliver interessant. Chauffører på smøretur til Tyskland Danmarks største bilfirma SMC inviterede i august 2007 11 ministerchauffører fra ni ministerier på en luksustur til Tyskland. Det officielle formål var et kursus i køreteknik i verdens hurtigste sportsvogn - Bugatti Veyron - til 22 millioner kr. Chaufførerne blev indlogeret på luksushotellet Hotel Döellsee-Schorfheide uden for Berlin. Det var privat jagthytte for den tidl. østtyske leder Erich Honnicker. I privatfly blev de herefter transporteret til Dresden for at se VW-Phaeton-fabrikken. Middagen blev indtaget på en Michelin-restaurant. Udgiften pr. chauffør kostede SMC ca. 50.000 kr. Hvert ministerium havde desuden givet et tilskud på 1.500 kr. pr. deltager. Formentlig i den tro, at køreteknik var turens formål. Det egentlige formål med turen var at få chaufførerne til at overtale deres minister til at købe en VW-Phaeton som ministerbil. Det blev afsløret i juni 2009 (kilde: Jyllands-Posten). Altså en ren smøretur - delvist betalt af danske skatteydere. SMC udlånte gratis en feriebil til daværende økonomiminister Bambi (K), som i 2004 og 2006 købte en ministerbil af mærket VW-Phaeton. Læs: Bambi Tjah. Tingene hænger altid sammen i disse kredse. Den ene smører den anden på ryggen. Skatteyderne betaler regningen. Ulovlige ministerbiler I november 2009 afslørede B.T., at fire ministre i fire år kørte rundt i ulovlige ministerbiler. De pågældende ministerier havde ikke betalt moms af deres BMW-limousiner i perioden 2003-2007. Finansministeriet opdagede problemet i 2005. Men først i september 2007 blev momsen betalt. BMW måtte sende en rykker til Kulturministeriet for at få pengene. Momsunddragelse giver normalt en bødestraf eller i skærpende tilfælde 1,5 års fængsel. Men de pågældende ministre - bilags-Lars (V), kavalergangen (K), Brian-Arthur (K) og rottweileren (V) - slap for at ruske tremmer. Fede ben Bengnaverne Politikerne er ikke tilfredse med deres skatteyderbetalte løn - selvom den ligger langt over landsgennemsnittet for lønindkomst. Derfor er de altid på jagt efter »fede ben«. Det er små lukrative bijobs i råd, udvalg, nævn, betsyrelser og organisationer. Det giver en god betaling for en minimal arbejdsindsats. I mange tilfælde er jobbet oprettet for et »syns skyld«. Man vil gerne have et »kendt navn« med i bestyrelsen. Møderne er få, og der er ingen mødepligt. Vi taler naturligvis om rent pamperi. Mange politikere har adskillige bijobs ved siden af deres almindelige arbejde. Derved kan de næsten fordoble deres løn. Især Socialdemokraterne er kendte for at gnave »fede ben«. Som eksempler kan vi nævne den tidligere Københavnske overborgmester og Sølvræven i Odense. Sidstnævnte (Sølvræven) scorede ca. 680.000 kr. om året ved bengnaveri. Han mistede heldigvis borgmesterposten ved kommunalvalget i november 2005 (læs: Kommuner og regioner). Statsrevisorerne Ifølge Grundlovens § 47, stk. 2 skal Folketinget vælge et antal statsrevisorer: Stk. 2: Folketinget vælger et antal revisorer. Disse gennemgår det årlige statsregnskab og påser, at samtlige statens indtægter er opført deri, og at ingen udgift er afholdt uden hjemmel i finansloven eller anden bevillingslov. De kan fordre sig alle fornødne oplysninger og aktstykker meddelt. De nærmere regler for revisorernes antal og virksomhed fastsættes ved lov. Aktuelt er der seks revisorer, som er medlem af Folketinget. Revisorjobbet er et såkaldt »fedt ben«. Man behøver ikke at have den fjerneste forstand på økonomi. Man laver ingenting. Jobbet giver 296.000 kr. om året (pr. 2010). Dertil kommer folketingslønnen på 592.000 kr. årligt plus det skattefrie omkostningstillæg på 55.744 kr. pr. år. Fordelingen af de seks poster kan derfor give en del problemer internt i partierne. Se under: Socialdemokratiet
Offentlig partistøtte Skatteyderbetalte partistøttepenge Politikerne har ved lov bevilget sig selv skatteyderbetalte partistøttepenge. Formålet er at holde sig selv ved magten. Skatteyderne er altså tvunget til at finansere de politiske partier. Årligt modtager de politiske landsorganisationer ca. 90 millioner kr. i offentlig støtte. Partierne på lokalt og regionalt niveau får ca. 30 millioner kr. i støtte. Midlerne bruges til reklame og valgkamp. Kurser med hotelophold og underholdning. Administration og kontorfolk. Gaver til venner og bekendte. Blomster, vin og spiritus. Partistøtten tildeles efter en revisorpåtegnet ansøgning på »tro og love« med oplysninger om, hvor meget af det foregående års støtte, man har brugt. Partierne skal aflevere det seneste revisorpåtegnede regnskab. Pengene må nemlig ikke spares op til en kommende valgkamp i et andet år. Desuden kræves der data på bidragsydere ved givne beløb over 20.000 kr. Men Indenrigsministeriet, kommuner og regioner kontrollerer aldrig oplysningernes korrekthed. En gang årligt kigger Rigsrevisionen på landsorganisationernes støtte. Men det er blot en konstatering af, om Indenrigsministeriet har lavet deres »kontrol«. Der er altså fri adgang til snyderi. Som grundbeløb får hvert parti 261.547 kr. om året. Dette beløb reduceres, hvis partiet har mindre end fire mandater. Beløbenes størrelse afhænger i øvrigt af partiets valgresultat efter et folketingsvalg. Generelt får hvert opstillingsberettiget parti 28 kr. for hver stemme over 1000 stemmer. Efter at skatteyderne blev tvunget til at finansere de politiske partier, gik deres udgifter amok. Antallet af kontorfolk eksploderede. Der er nu så mange ansatte med fine skriveborde på fine kontorer, at der er for lidt plads på Christiansborg. Man har derfor haft planer om at bygge kontorer i selve folketingssalen. Se listen nedenfor over partistøttepenge efter folketingsvalget den 13. november 2007. Læs i øvrigt om den privatfinanserede partistøtte under: Korruption
Pjækkerøvene Skatteyderbetalt pjækkeri Alle kender dem. Pjækkerøvene. De dovne, ynkelige, arbejdssky fedtspillere. På enhver tænkelig arbejdsplads lusker de rundt. Ved enhver given opgave forsøger de at slippe lettest muligt. Helst smider de tingene over i skødet på en kollega. De bruger enhver lejlighed til at blive hjemme under dynen. Undskyldningerne bliver mere og mere bizarre. Deres kolleger skal så knokle ekstra og lave deres arbejde. Sådan er det også på Christiansborg. I »Folketingets Personalepolitiske Redegørelse« fra 2005 oplyses det, at sygefraværet for folketingets ansatte er 16 pct. højere end i erhvervslivet. Fravær på »barnets første sygedag« er 60 pct. mere udbredt end i staten generelt. Sygefraværet for folketingets ansatte var i 2004 på 10,3 pct. og i 2005 på 9,3 pct. Det tilsvarende tal for ansatte i erhvervslivet er 8,0 pct. Efterfølgende hyrede Folketinget »Nordisk mentalhygiejnisk Center« til at hjælpe medarbejderne med det høje sygefravær. Det koster skatteyderne 150.000 kr. om året. I januar 2011 lavede Ugebrevet A4 og Københavns Universitet en vælgerundersøgelse af politikernes skandaler. Den viste, at fravær fra arbejdet og rod i privatøkonomien var det værste i vælgernes øjne. I øvrigt steg sygefraværet med 51 pct. for de 20-29-årige statsansatte i perioden 2002-2011. For de kommunalt ansatte 20-24-årige steg sygefraværet med 22 pct. i perioden 2005-2009 (kilde: Personalestyrelsen). I TV-avisen søndag den 10. juni 2007 blev flere partilederes fravær på afstemningsdagene i Folketinget afsløret. Se pjække-tallene nedenfor: Der er ingen mødepligt for politikerne i Folketinget. De kan bare blive hjemme under dynen. Det bliver naturligvis misbrugt. Nogle politikere kan simpelt hen ikke styre denne skatteyderbetalte frihed. De pjækker fra deres arbejdsplads i dagevis og ugevis. Nogle ser man næsten aldrig. Der pjækkes desuden fra udvalgsarbejdet som aldrig før. På eet eneste tidspunkt møder alle undtagelsesvist op. Når de skal på skatteyderbetalt rejse!! Så er alle sygdommene pludselig forduftet. Meget mærkeligt. Hvad laver politikerne, når de pjækker fra arbejdet? Tjah. Nogen drikker rødvin. Nogen rejser på ferie. Andre spiller violin eller blokfløjte. I de senere år er det blevet meget populært at skrive en ligegyldig bog om sig selv. Og hvem betaler for alt dette pjæk? Det gør skatteyderne. Se et billede af Folketinget på en typisk arbejdsdag og se ugeplanen for folketingspolitikerne nedenfor. Diverse Det grå guld Politikerne opfordrer til, at man beholder de ældre erfarne medarbejdere på arbejdsmarkedet. Med himmelvendte øjne står de og roser det trofaste »grå guld«. Denne hykleriske smøre kommer frem med jævne mellemrum. Eksempelvis i starten af 2011 hvor statsminister bilags-Lars (V) ville afskaffe efterlønnen for at beholde de ældre på arbejdsmarkedet. Men hvad gør politikerne selv? I ministerierne og centraladministrationen laver man med jævne mellemrum fyringsrunder. Og hvem ryger først ud af vagten? Det gør de gamle trofaste erfarne medarbejdere mellem 50 og 65 år. Nogle får bare en fyreseddel fordi de ikke »performer«. Andre opfordres til selv at sige op mod at få en kompensation på 1-2 års løn. I POST DANMARK har man en en intern regel. Man vil ikke ansætte medarbejdere over 60 år. Politikerne er fulde af løgn I begyndelsen af 2007 trådte en ny lov mod aldersdiskrimination i kraft. Den betyder, at det er ulovligt at indskrive en aldersgrænse under 70 år i overenskomster og ansættelseskontrakter. Man har altså ret til at fortsætte som lønmodtager på arbejdsmarkedet, indtil man fylder 70 år. Hvordan vil politikerne omgå den nye lovgivning? Politikerne sælger dine private data I Danmark er alle tvunget til at have et CPR-nummer. I CPR-registret er dit personnummer, din bopæl og din alder mv. registreret. Den 17. marts 2005 kom det frem, at politikerne sælger disse oplysninger til private firmaer. Herved får de en indtægt på 35 millioner kr. om året. Sådan. Alle dine private data ligger altså og svømmer rundt alle vegne. Gad vide, hvordan politikerne bruger pengene. Er det en slags feriepenge? Skal julefrokosterne finanseres? Bliver der købt alufælge og stereoanlæg til BMW´erne? Bliver der råd til endnu flere besøg på dyre luderbarer? Ugeplan Ministre udfører en lille smule arbejde for deres tårnhøje løn. Men de menige folketingsmedlemmer laver ikke dagens gerning. Og det bliver efterhånden en livsstil. Efter folketingsvalget den 15. september 2011 udtalte et nyvalgt folketingsmedlem fra Venstre, at »jeg dør ikke af stress, efter jeg er blevet medlem af Folketinget......« En journalist fra Ekstra Bladet spurgte, hvad han havde fået tiden til at gå med de første uger på Christiansborg. »Jeg skulle lige lære at finde rundt......« - svarede den »travle« politiker. De første uger efter et folketingsvalg og efter den tre måneders lange sommerferie bruger MF´erne på at være sociale. Oplevelserne i den dejlige lange ferie skal diskuteres. Man skal finde sig til rette i kontoret igen. Ordførerskaber og udvalgsposter skal fordeles. Det tager laaaaaang tid. Nyvalgte MF´ere skal lære, hvordan man trykker på stemmeknappen i folketingssalen. Og hvordan man taler under debatterne. Desuden skal de instrueres i alle de skatteyderbetalte privilegier. Eksempelvis frikort til DSB, Zoologisk Have og Tivoli. Ak, ja. Det er hårdt arbejde at være politiker. Se en typisk ugeplan nedenfor. |
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 |
Tilbage til top
